TelePost har endnu ikke fundet løsning på søkabel-problem

TelePost har endnu ikke fundet et søkabelskib, der kan påbegynde reparationen af søkablet mellem Island og Grønland.
04. januar 2019 10:13

Det fortæller TelePosts informationsmedarbejder Paarnaq Hansen til KNR.

- Det korte svar er nej, vi har ikke fundet et søkabelskib endnu. Men vi er stadig i fuld gang med at lede efter det bedst egnede skib, der kan foretage reparationen, skriver hun.

Bruddet på søkablet blev konstateret torsdag den 27.december om morgenen. Bruddet er sket i tre kilometers dybde, 625 kilometer syd for Nuuk. Og har siden betydet langsommere internet til TelePosts kunder, især i Sydgrønland.

LÆS OGSÅ Søkabelbrud til Island giver internetproblemer

For at afhjælpe de problemer har TelePost i de seneste dage arbejdet på at foretage omlægninger af teletrafikken, for at mindske belastningen på radiokæden mellem Qaqortoq og Nuuk, fortæller Paarnaq Hansen.

- Dette har blandt andet sikret at vores andre kunder fortsat kan køre på normal vis igennem Radiokæden mod Nuuk, tilføjer hun.

Internetudbyderen Nanoq Media i Nuuk er særligt udfordret, da al deres teletrafik gik gennem søkablet til Island. Deres kunder har derfor stadig ikke adgang til internettet, og de TV-kanaler de sender til byer uden for Nuuk er også ramt. 

Men TelePost arbejder på også at få løst deres problemer.

- Med hensyn til Nanoq Media, så er vi sammen med vores leverandør i gang med at etablere en midlertidig forbindelse via Canada. Dette er dog ikke en hurtig løsning idet flere leverandører skal indblandes for at etablere denne, påpeger TelePosts Paarnaq Hansen.

LÆS OGSÅ Vores kunder må have tålmodighed