Tele-Post fortsætter reparationen i syd og søsætter ny tidshorisont

Reparationen af søkablet i Sydgrønland bliver alligevel gennemført.
Det oplyser Kristian Reinert Davidsen, der er direktør i Tele-Post til KNR, efter han har holdt et krisemøde med resten af ledelsen fredag eftermiddag.
- Vi har besluttet, at skibet kommer til at lave reparationen færdig i syd. Det ser ud til, at vejret muliggør, at skibet kan lave reparationen færdig til på torsdag i næste uge, og vi forventer at genoptage reparationen på søndag. Når reparationen er færdig på torsdag. Så vil vi holde en pause frem til den 1. maj, hvor vejrprognosen ser bedre ud, siger han.
Fakta
- Det ene brud på søkablet i nord er sket omkring 30 kilometer syd for Sisimiut i januar.
- Det andet brud er sket 70 kilometer nord for Sisimiut.
- Det tredje brud er sket i december ud for Sydgrønland.
- Kablet ligger på havbunden i omkring 300-400 meters dybde.
Herfra vil man alt efter vejret tage stilling til, om skibet skal sejle mod Sisimiut, eller forblive i syd og reperare forgreningspunktet.
Årsagen til krisemødet var, at dårligt vejret har forhindret reparationen af kablet vest for Qaqortoq.
Og det er ganske bekosteligt at have det canadiske søkabelskib Horizon Enabler liggende. Det koster en halv million kroner, hver dag, at skibet ikke er igang.
Kristian Reinert Davidsen vurderer over for KNR, at det samlede beløb kan snige sig op på 45 til 50 millioner kroner, hvis den nuværende plan holder.
LÆS OGSÅ Dårligt vejr forsinker reparation af søkablet i syd
Det er en stor udgift, som i sidste ende risikerer at gå ud over priserne. Kristian Reinert Davidsen understreger dog, at man ikke har taget stilling til, hvordan man henter pengene endnu.
- Vi håber selvfølgelig ikke, at priserne bliver højere, men der er ikke tvivl om, at vi har kun et sted at hente penge fra, og det er fra kunderne. Vi håber på, at priserne ikke skal stige, men vi har ikke taget endelig stilling til det. Men det er rigtigt, at regningen skal betales, siger han.
I alt er der sket tre brud på søkablet. Et brud syd for Sisimiut blev repareret i midten af marts, men under arbejdet fandt teknikerne ud af, at der var endnu et brud på kablet 70 km nord for Sisimiut. Dét brud er endnu ikke repareret.
En trawler er skyld i bruddet på kablet syd for Sisimiut, har Kristian Reinert Davidsen, til KNR.
Tele-Posts advokat har derfor sat sig i forbindelse med det rederi, der ejer trawleren, men Kristian Reinert Davidsen ønsker ikke at uddybe yderligere.