Teenage-drabsmand fik barberet 20 måneder af dom

Det spiller en rolle, hvor gammel, man er, når man begår et drab. Det slog Landsretten fast torsdag.
Skrevet af Kenneth Elkjær
27. oktober 2017 16:12

En dømt drabsmand fik torsdag nedsat sin straf i Landsretten med et år og otte måneder.

KNR skrev mandag om en mystisk drabssag, hvor vi ved en fejl skrev, at alle tre parter i sagen, forsvarer, anklager og dommer, havde overset mandens alder.

Alder på gerningstidspunktet kan være en afgørende detalje, når retten skal tage stilling til, hvilken foranstaltning, den dømte skal modtage.

Nye oplysninger viser dog, at forsvareren i sagen spurgte ind til sin klients alder under retssagen i Kredsretten, men retten betragtede det ikke som nogen formildende omstændighed, da dommen blev afsagt.

Sagen kort

Sagen handler om et drab, manden MP, der i dag er i starten af tyverne, begik i juli 2013 ved Amitsivartik ved Tasiilaq. MP slog sit kvindelige offer i hovedet med en isklump, inden han trak hende ned til vandkanten, hvor han efterlod hendes livløse krop og hoved under vand. Efterfølgende flygtede han fra stedet i en båd.

Men i 2013 kunne politiet ikke finde frem til en gerningsmand i sagen. Det skete først flere år senere, da to vidner henvendte sig til politiet og oplyste navnet på en mulig gerningsmand. Det var netop MP, de to vidner udpegede som drabsmanden. 

Da MP blev anholdt i 2016 i forbindelse med en sag om røveri og euforiserende stoffer i den nordjyske by Hjørring, blev han spurgt ind til drabet i 2013.

Her bekræftede han de oplysninger, de to vidner havde givet politiet. Efterfølgende blev han tiltalt og dømt for manddrab på kvinden, som han efterlod livløs i vandet en sommerdag i 2013.

Torsdag kørte sagen i Landsretten som ankesag. Retten skulle tage stilling til, om den drabsdømte, MP, skulle have nedsat sin foranstaltning på seks år og otte måneder.

Både forsvarer og anklager argumenterede for, at længden af foranstaltningen skulle nedsættes til fem år, da MP var under 18 år på gerningstidspunktet.

Forsvareren havde også i kredsretten nedlagt påstand om 5 års anstaltsanbringelse, hvis klienten blev fundet skyldig.

Landsretten gav begge parter medhold, og dermed kan MP se frem til et år og otte måneder mindre i anstalt, end Kredsretten idømte ham tilbage i januar i år.

Nye oplysninger

Ved torsdagens retsmøde kom det også frem, at MPs forsvarer spurgte ind til sin klients alder på gerningstidspunktet under en afhøring i kredsretten. Her svarede MP, at han var 17 år og 11 måneder gammel, da han begik drabet.

Det spillede dog ingen rolle, da Kredsretten afsagde dom i sagen i januar.

Efterfølgende endte dommen til efterbehandling hos anklagemyndigheden, som konstaterede, at MPs alder ikke fremgår af dommens præmis i retsbogen.

Derfor ankede anklagemyndigheden sagen til Landsretten for at få deres vurdering af, om det er en formildende omstændighed, at MP ikke var fyldt 18 år, da han begik drabet.

I Landsretten nedlagde senioranklager Michael Bo Hansen torsdag påstand om en formildelse af dommen i kredsretten. Både forsvarer og anklager argumenterede for en foranstaltning på fem års anstaltanbringelse, hvilket retten var enig i.

Dermed har MP fået barberet tyve måneder af sin dom i Kredsretten i januar. Han afsoner sin dom i anstalten i Tasiilaq.

KNR skrev i den første artikel, at forsvareren i sagen ikke var opmærksom på sin klients alder. Det var ikke korrekt. Vi beklager fejlen.