Svømmehallen Malik lukker i et år

Der er afsat 30 milllioner kroner til en omfattende renovering. Det betyder, at brugere af svømmehallen må lægge dykkerbrillerne på hylden i op til et år.
Det er med at nyde Svømmehallen Malik, inden den skal renoveres og må lukke for badegæster i helt op til et år.
Skrevet af Anders Rytoft
21. november 2023 15:29

Svømmehallen Malik har været flittigt brugt af badende gæster, siden den blev indviet tilbage i 2003 - og det har naturligt nok sat sine spor.

Derfor har kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq besluttet, at svømmehallen skal have en omfattende renovering til omkring 30 millioner kroner. Det har politikerne netop vedtaget i dag.

Og det betyder, at svømmehallen må lukke for at give plads til håndværkere.

Uvished om datoen

Der er slid og skader i hele bygningen, ligesom der ifølge beskrivelsen til anlægsprojektet er flere utætheder i konstruktionen. Samtidig skal der etableres et nyt ventilationssystem, mens folien i bassinet skal udskiftes, lyder det videre.

Det er en længere proces, som ifølge Kommuneqarfik Sermersooq kommer til at vare mellem 10 og 12 måneder. Det er endnu ikke på plads, hvem der skal udføre opgaven. Det er også stadig uvist, hvornår svømmehallen lukker.  

Men én ting er sikkert: Det kommer til at ramme faste svømmere hårdt.