Fangere har svært ved at sælge skindet, når isbjørnen er skudt

Scoresby Hammeken var fanger i 24 år i Ittoqqortoormiit. Men det er han ikke længere. Han har – ligesom mange andre fangere – mærket, at det er svært at klare sig som fuldtidsfanger. Der plejede at være mellem 20 og 40 fuldtidsfangere i Ittoqqortoormiit. Sidste år var der kun 15 tilbage.

En af grundene er, at det er blevet svært for fangerne at sælge de værdifulde isbjørneskind, der er afgørende for at få husholdningsbudgettet til at gå op i en by, der ikke byder på mange jobmuligheder.

Grønland indførte i 2008 et eksportforbud på isbjørneskind, der forbyder fangerne at sælge skindene til turister og folk uden for Grønland. Det betyder, at fangerne brænder inde med skindene, eller mister penge på dem, de sælger, fortæller de.

- Hvis man ikke sælger sine isbjørneskind, kan man jo ikke betale noget som helst. Det er penge, der ligger penge i isbjørneskind, siger Scoresby, der skød sin første isbjørn som 17-årig.

Læs også Ny undersøgelse spørger isbjørnefangere til råds

Det kan ikke betale sig at være fanger
Scoresby Hammeken anslår, at han tabte 15.000 kroner om året – 5.000 kroner pr. skind efter forbuddet blev indført. Og det kan mærkes i en by som Ittoqqortoormiit, hvor de 431 indbyggere i gennemsnit tjener 150.000 kroner om året hver, fangerne sandsynligvis mindre og leveomkostningerne er så høje, at en agurk koster 30 kroner og et salathoved 40 kroner.

I det hele taget er priserne nu så lave, at det ikke kan betale sig at være fuldtidsfangere længere, lyder det fra KNAPK

- Det betyder meget, hvis man skal overleve eller forsørge sin familie. Man kan ikke nøjes med sæler, siger Scoresby Hammeken.

Han har skiftet hundeslæden ud med kontorarbejde som studievejleder på en lokal skole for at kunne forsørge sine børn og hjælpe byens unge med at få en uddannelse, så de kan få job som andet end fanger. Han oplever, at interessen for det traditionsrige fangererhverv daler blandt de unge i Ittoqqortoormiit.

- De tænker, at det ikke kan betale sig at være fanger. Man kan ikke sælge isbjørneskind ude i Europa.  Hvis de kan sælge skindene ude i Europa, vil de blive interesserede i at fange igen. Og så vil jeg også være fanger igen. Jeg savner altid det liv. Altid. Al naturen. Al spændingen, siger han.

Ingen ved, hvor mange isbjørne der er
Eksportforbuddet blev indført i 2008, fordi fangerne ikke kan få en erklæring på, at deres isbjørnefangst er bæredygtig. Fangerne kan ikke få en bæredygtighedserklæring, fordi man ikke ved, hvor mange isbjørne der egentlig er i Østgrønland. Grønlands Naturinstitut er netop begyndt at tælle isbjørnene med flyvere og satellitsendere, men det første resultat er tidligst klart i 2019.

Fangerne har brug for en bæredygtighedserklæring, fordi klimaforandringerne gør isbjørnen til en ’sårbar art’ og ’liste 2’-dyr ifølge den internationale organisation for naturbeskyttelse, IUCN, og en international konvention ved navn CITES. Konventionen er underskrevet af en række lande inklusive Grønland for at kontrollere handlen med vilde dyr og planter.

De østgrønlandske isbjørne bliver dog ikke mere beskyttede af eksportforbuddet. Fangerne har nemlig en årlig kvote på 35 isbjørne, som de bliver ved med at skyde, fordi de har brug for kødet fra isbjørnene. En tredjedel af husholdningerne i landet får halvdelen af deres kød fra fangst, og priserne i ’Butikken’, som den lokale Pilersuisoq kaldes, er høje. Der kommer kun skib til byen to gange om året.

- Når jeg har fangstkød i fryseren, så køber jeg ikke noget i ’Butikken’, siger Scoresby.

Læs også Isbjørne med halsbånd og røde tal på kroppen

Fra fanger til turistguide
Næsten alle de tilbageværende fangere i Ittoqqortoormiit er allerede begyndt at supplere fangsten med at køre turister rundt på hundeslæde.

En af dem er Isak Pike, der har været fanger i over 30 år. Han kan ikke længere nøjes med at jage og er blevet afhængig af turisterne og sin kones indtægt.

- Det hjælper meget. Når jeg kører med turister betaler de med det samme, når vi kommer hjem, siger han.

Turismen ligner fangerne og byens redning, selvom den får et livsnødvendigt tilskud fra Selvstyret. Byen har stort set ikke noget privat erhvervsliv, de fleste arbejder i det offentlige og hver fjerde er arbejdsløs.

I år forventer man op mod 3000 krydstogsturister. En del bestiller slædeture med fangerne. Men det kræver tid at omstille sig fra de frie og ordknappe fangerliv til en rolle som turistguide - særlig når man ikke taler engelsk, forklarer Isak.

- Nogle gange bliver man rigtig træt af at køre med turister. Nogle turister er ikke så flinke, når man ikke snakker rigtigt (engelsk, red.). Nogle gange er der nogen, der ikke gider hjælpe til med at bære ting ind, siger han.

Hvis han kunne vælge, ville han helst bare være fanger.

- Jeg er fanger. Jeg vil altid være fanger, indtil jeg ikke kan gå mere, sige Isak Pike.

Naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug, Karl Kristian Kruse (S), ønskede ikke at kommentere på problemet med eksportforbuddet, da radiodokumentaren blev lavet.

Ane Hansen (IA) afviser at afskaffe eksportforbuddet. Hun mener, at man skal sørge for job til fangerne ved at investere i fiskeri og turisme.

Du kan tage med til Ittoqqortoormiit og møde fangerne mandag aften, når DR P1 sender dokumentaren 'Løb isbjørn'. Det er kl. 13:10 (vestgrønlandsk tid).

Du kan også høre udsendelsen tirsdag på KNR - Det er klokken 20:10. Udsendelsen er på dansk.