Suka K. Frederiksen til møder i Bruxelles

Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender Suka K. Frederiksen er lige nu i Bruxelles for at deltage ved det årlige Forum for Oversøiske Lande og Territorier - OLT´s ministermøde, som bliver afholdt i slutningen af denne uge.
Skrevet af Karsten Sommer
21. februar 2018 07:34

Formålet med dette forum er at skabe kontinuerlig dialog mellem partnerne, samt at styrke OLT-landenes rettigheder og muligheder indenfor samarbejdet med EU.

Suka K. Frederiksen har desuden siden sin ankomst til Bruxelles mødtes med relevante repræsentanter fra EU-institutionerne og NATO.

Mandag mødtes hun således med Danmarks Ambassadør til NATO, Michael Zilmer-Johns og med nordiske NATO-repræsentanter fra Norge, Finland og Island. Møderne havde til formål at give en orientering om aktuelle forhold i Grønland, Arktis, NATO-spørgsmål og det kommende NATO-topmøde i juli.

Grønlands og EU’s interesser i Arktis

Herudover mødtes Naalakkersuisoq med Vice-Generalsekretær i EU’s Udenrigstjeneste, Christian Leffler, som er øverste embedsmand for EU’s Arktiske politik.

Under mødet blev Grønlands og EU’s interesser i Arktis drøftet, samt prioriteringen af Arktis i EU’s kommende forhandlinger om en ny EU-finanslov, der påbegyndes i foråret i år.

Hertil tilføjede Suka K. Frederiksen, at Grønland er interesserede i at fortsætte det gode samarbejde med EU under partnerskabsaftalen – og om muligt udvide samarbejdsområderne.

Den svære situation omkring Brexit blev også drøftet, herunder også, at Grønland har Storbritannien som et af sine vigtige markeder for fiskeprodukter, fortæller Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.