Students on Ice og WWF søger ung ekspeditionsdeltager

100 unge studerende – heriblandt en enkelt grønlænder – har igen mulighed for at komme med på ekspedition til Arktis.
Skrevet af Camilla Dam
06. februar 2015 16:30

For at give unge mennesker i alderen fra 14 til 18 år et indblik i livet og naturen på yderpolerne samt indsigt i, hvordan klimaændringerne påvirker miljøet sender Students on Ice endnu en gang en ekspedition af sted.

WWF Verdensnaturfonden finansierer muligheden for, at en grønlandsk studerende kan komme med på ekspeditionen fra 27. juli til 10. august, hvor de i år både skal være i Grønland, Nunavut og andre steder i Canada.

De studerende bor på det gode skib M/V Ocean Endeavour, hvor nogle af verdens førende videnskabsfolk, historikere, undervisere, kunstnere og kulturpersonligheder deler ud af deres viden.

- Ud over undervisning og debatter byder ekspeditionen på aktiviteter og workshops, hvor de studerende har mulighed for at udfolde sig kreativt og opleve den vilde natur på nært hold, skriver WWF Verdensnaturfunden i en pressemeddelelse.

Læs også Ekspedition ændrede gymnasiepiges natursyn

Ekspeditionen lægger ud i den canadiske by Ottawa, hvor de studerende bliver introduceret til hinanden, inden de flyver til Kangerlussuaq, hvor skibet venter. Derefter sejler de til Diskobugten, Sirmilik National Park på Baffin Island, Beechey Island og Resolute Bay, hvorefter ekspeditionen slutter i Ottawa.

For at blive en del af ekspeditionen, skal du have dine forældres samtykke, være studerende og mellem 14 og 18 år under ekspeditionen. Det kræves ligeledes, at du er bosiddende i Grønland og både forstår og taler engelsk. Som grønlandsk studerende i Danmark, kan du også søge.

Ansøgningsfristen er 15. marts 2015 – læs mere her.