Elevrådsformand: Striks fraværspolitik virker

Fravær er et vilkår på alle fire grønlandske gymnasier. Men på GUX Aasiaat håndterer man fravær lidt anderledes end på de andre gymnasier. Og det giver pote.
Elevrådsformand Tukummeq Andersen Mikaelsen (tv) og elevrådsmedlem Jens Pele Sakæussen (th) Foto © : Elevrådet/GUX Aasiaat
Skrevet af Mette Wallach
04. december 2018 16:37

I Aasiaat er fraværsprocenten nemlig lavest med 13 pct., imod 18 procent i Nuuk og Qaqortoq. Det viser tal fra Epinion, analysefirmaet der har evalueret gymnasiereformen.

LÆS OGSÅ Fravær ødelægger undervisningen

På GUX Aasiaat er fraværspolitikken da også lidt strammere end på de øvrige gymnasier. For hvor reglerne på de øvrige gymnasier er mere flydende og tager højde for den enkelte elevs bevæggrunde for at blive væk fra timerne, så er retningslinerne for fravær på GUX Aasiaat mere urokkelige.

Og noget tyder på, at det virker. Vi har spurgt elevrådsformand, Tukummeq Andersen Mikaelsen, om Aasiaats stramme fraværspolitik er fair.

LÆS OGSÅ Flere i gymnasiet er vigtigt for udviklingen

- Jeg synes, vores fraværspolitik er god, fordi man er ikke i tvivl om, hvornår man er på tynd is, hvornår der skal strammes op, og hvem man skal hjælpe. Det er nærmest en normal samtale, at man spørger sine venner, hvor meget fravær de har, og hvordan det går i skolen, siger Tukummeq Andersen Mikaelsen og fortsætter:

- Skolen har indført en konkurrence, hvor den klasse der har mindst fravær på en måned får en madbillet til kantinen. Og da der er mange, der køber mad i kantinen, er der også mange, der gerne vil kæmpe for madbilletten.  

Mener du så, at det er skolens fraværspolitik, der gør, at eleverne rent faktisk møder op til timerne?

- Ja, helt klart.

LÆS OGSÅ Er de grønlandske gymnasier en succes eller fiasko?

Okay. Er der noget, som du mener, at skolen kan gøre, så der er flere elever, der møder op til timerne?

- Jeg synes, at skolekonsulenterne, der holder øje med fraværet skal være mere aktive. I stedet for at se på en måneds fravær, så synes jeg, at de burde se på fraværet hver uge.

Så du efterlyser faktisk en strammere fraværspolitik?

- Ja.