Strammere regler på vej for retten til betalingsjagt

Naalakkersuisut vil stramme reglerne om bopælspligt og indkomst for personer, som udbyder jagt for turister, for eksempel trofæjagter.
Det er for at sikre erfaring og forståelse af blandt andet loakle jagtforhold, at reglerne for at kunne få et erhvervsjagtbevis skal strammes, mener naalakkersuisut.
21. august 2024 07:43

RETTELSE: I en tidligere artikel fremgik det, at ændringsforslagene gælder reglerne for erhvervsjagtbevis generelt. De nye regler gælder dog kun retten til at få eller opretholde en autorisation til betalingsjagt. I en endnu tidligere version stod desuden, at udbydere af betalingsjagt skal have mindst halvdelen af indkomsten fra anden jagt og fiskeri. Det korrekte er, at udbyderne skal have mindst halvdelen af indkomsten fra betalingsjagt. KNR beklager fejlene.

Hvis du holder af at gå på jagt og ønsker at udbyde betalingsjagt for turister, er der nye regler at være opmærksom på.

Naalakkersuisut ønsker nemlig at stramme reglerne for at få autorisation til betalingsjagt fra 1. januar 2025.

Søger du om autorisationen fra den dato, skal du have haft fast adresse og ophold i Grønland i fem forudgående år.

I dag lyder kravet på to år.

Det sker for at sikre, at udbydere af betalingsjagt har den nødvendige erfaring med at gå på jagt herhjemme og kender de lokale forhold og fangstmetoder, som passer til fangstområdet, fremgår det af forslaget til lovændringen.

Læs også Turistoperatører: Krydstogtskibene hører ikke hjemme i Nuup Kangerlua

Naalakkersuisut lægger dog også op til at udvide reglerne for dispensation i forhold til, hvor længe man skal have boet og opholdt sig i Grønland for at få lov til at drive betalingsjagt.

Det skal for eksempel gælde, hvis man har været under uddannelse, praktik eller anden tjeneste i udlandet og vender hjem for at starte med jagtformen.

Halvdelen af indtægten skal komme fra betalingsjagt

Men det er ikke de eneste ændringer i jagt- og fiskeriloven om betlaingsjagt, der kan være på vej.

Personer, som tilbyder betalingsjagt - for eksempel trofæjagt - for turister, får også nye krav at leve op til, hvis lovændringerne bliver vedtaget.

Fremover skal udbydere af betalingsjagt som minimum tjene halvdelen af sin indtægt på betalingsjagten. Det vil få betydning for især turistoperatører, der i dag har indkomst fra andre turistture end betalingsjagt.

Læs ogsåFiskeriloven er vedtaget

Lever man ikke op til 50 procent-kravet, mister udbyderne autorisationen til at drive betalingsjagt.

De nye regler har været i offentlig høring fra 17. juli til 8. august i år. 

Reglerne træder i kraft, hvis et flertal i Inatsisartut stemmer for lovændringen på den kommende efterårssamling.