Store problemer med skolen i Alluitsup Paa

Siden slutningen af halvfemserne har der været problemer med skolen i Alluitsup Paa, der er en bygd i den sydlige del af Kujalleq kommune. Det har fået medlem af Inatsisartut Debora Kleist (IA) til stille et § 37 spørgsmål til naalakkersuisut omkring skolens fremtid.
Skrevet af Peter Troelsen
31. juli 2012 04:52

Debora Kleist ønsker at få at vide om naalakkersuisut vil renovere den midlertidigt lukkede skole, eller man har planer om at bygge en ny skole i bygden. Under alle omstændigheder har kommunen store udgifter med at få genhuset skolen andetsteds.

-Skolen blev renoveret sidst i halvfemserne, men allerede efter 6-7 år var der skimmelsvamp i bygningen. Det problem prøvede kommunen en gang for alle at få bugt med i 2010, men desværre uden held. Allerede halvandet år senere måtte vi flytte skolen på grund af endnu et kraftigt angreb af skimmelsvamp. Vi har lejet nogle lejligheder i bygden for at have et sted at undervise eleverne, fortæller skolechefen i kommunen Jens Korneliussen.

En måde at komme problemerne til livs på kunne være at bygge en ny skole, der passede til det faldende elevtal i bygden, men den endelige afgørelse på den sag skal falde i naalakkersuisut. De bliver nu pressede af Debora Kleist til at tage en beslutning.

-Endnu en renovering af skolen virker forholdsvist udsigtsløs. Hvis man skal skimmelsvampen til livs, taler meget for, at alt inventaret skal rives ned, og man skal begynde at bygge skolen op helt fra bunden. Børnetallet i bygden er svagt faldende, og derfor kunne det måske være en løsning at lave en ny og mindre skole. Vi håber at selvstyret hurtigt tager en beslutning, så vi fra kommunal side sparer alle de penge, vi i øjeblikket betaler i husleje i vores midlertidige lokaler, fastslår Jens Korneliussen.

Det har grundet ferie ikke været muligt at få en kommentar fra kommunens chef for teknik, bolig og miljø Jan Kjær.