Stor protestdemonstration i anledningen af flytningen af Imarsiornermik Ilinniarfik

Der har været usædvanligt megen debat omkring flytningen af Imarsiornermik Ilinniarfik fra Paamiut til Nuuk. Naalakkersuisut Palle Christiansen har været i strid modvind over beslutningen, og utilfredsheden er så lang fra lagt død endnu. I dag demonstreres der i Paamiut, hvor man håber på omkring 200 demonstranter trods det langt fra demonstrationsvenlige vejrlig.
Skrevet af Peter Troelsen
17. januar 2013 08:38

Det er Siumut i byen, der har indkaldt til demonstration mod flytningen. I Paamiut er man helt uforstående overfor, at naalakkersuisut vælger at flytte Imarsiornermik Ilinniarfik frem for at udvikle læreanstalten i Paamiut. Demonstrationen starter torsdag kl. 13.00 fra Brugsen og Piareersarfik.

- Vi forventer ikke det store, eftersom beslutningen om at flytte skolen jo er blevet taget af Naalakkersuisut. Omvendt er en demonstration en god mulighed for os borgere til at vise vores utilfredshed, siger Johan Barlaj til Sermitsiaq.AG.

Der er god støtte til Siumut i Paamiut fra partiets andre afdelinger. Formanden for partiets afdeling i Qaqortoq bakker op omkring arrangementet og er hård i sin kritik af den siddende koalition.

-Det er et glimrende initiativ Siumut i Paamiut har taget. Vi forstår deres frustrationer. Da kommunesammenlægningen i sin tid blev besluttet, var det meningen, at man skulle placere selvstyrets uddannelser ude i forskellige byer, så der kunne komme udvikling overalt. Det er dog desværre gået i vasken under den siddende koalition, fastslår formanden for Siumut i Qaqortoq Ole Mølgaard-Motzfeldt.