Stor hæder til grønlandsk møbelkunstner

Arkitekt Aviaaja Ezekiassen hædres for sin møbelkunst, der er inspireret af den grønlandske kultur og håndværkstraditioner.
Arkitekt Aviaaja Ezekiassen. Foto © : Monica Steffensen
25. april 2022 09:20

- Hvis jeg skal være helt ærligt, så havde jeg aldrig turdet drømme om at få sådan en pris. Finn Juhl Prisen er en af de store priser indenfor dansk design, så det er en stor anerkendelse af mit arbejde.

Sådan siger den grønlandske arkitekt Aviaaja Ezekiassen til KNR, efter at det er blevet offentliggjort, at hun er en af årets modtagere af den præstigefyldte Finn Juhl Pris på 100.000 kroner.

I begrundelsen for, hvorfor prisen i år går til Aviaaja Ezekiassen, lægger fonden bag vægt på hendes evne til at lave moderne møbelkunst, der trækker tråde til traditionelt grønlandsk håndværk.

Gamle traditioner i moderne fortolkninger

For Aviaaja Ezekiassens er det da også et gennemgående træk, at hun henter inspiration til sine designs fra den grønlandske kultur. 

Det gælder både helt håndgribelige ting som perlebroderi, men også sagn og myter.

Blandt de møbler som Aviaaja Ezekiassen har designet, er lænestolen ”Paddle Chair”, som er inspireret af den grønlandske kajakpagaj.

 

Foto © : Aviaaja Ezekiassen

Foto: Aviaaja Ezekiassen.

Stolens ben har en kerne af mørkrøget eg, der er omgivet af lyst egetræ. På den måde ses den tydelige reference til inuits kajakpagaj, der blev lavet af drivtømmer omkranset af ben fra dyr.

Aviaaja Ezekiassen trækker også på den grønlandske kultur i sit design af en bordlampe, som hedder ”Moon Traveller”.

Lampens navn henviser til åndemanerens åndelige rejser til månen. Lampens form er inspireret af åndemanerens tromme, der blev brugt i forbindelse med spirituelle seancer.

 

Foto © : Aviaaja Ezekiassen

Foto: Aviaaja Ezekiassen.

Nyfortolkninger af kulturen skal bryde med fordomme

Aviaaja Ezekiassen slår fast, at det er vigtigt, at vi i Grønland bevarer og fastholder vores kulturelle egenart i form af de gamle kunsthåndværk, hvor man arbejder med fedtsten, laver tupilakker og perlebroderi til nationaldragten.

Men hun synes også, at vi er nødt til at kigge fremad og videreudvikle kulturen for at vise, at Grønland er et moderne samfund:

- Kulturen og kunsten forandrer sig med tiden. I takt med at vi bliver mere globaliserede, så ændrer det vores måde at se verden på, men også hvordan omverden ser på os, siger Aviaaja Ezekiassen.

Hun har selv oplevet, hvordan hendes design har været med til at nedbryde de klassiske fordomme og stereotyper, hun møder som grønlænder i Danmark:

- Jeg har boet i Danmark i lidt over 10 år. Jeg møder færre fordomme i dag, end dengang jeg kom. Det har motiveret mig til at lave de her nyfortolkninger i mit design, der viser et mere moderne billede af Grønland, siger hun.

Aktuel med ny udstilling

Lige nu er Aviaaja Ezekiassen ved at færdiggøre de sidste værker til en udstilling, som skal vises i Det Grønlandske Hus i København i midten af juni.

- Udstillingen er den del af et projekt, som hedder ”Seven Subjects”. Det er en udstilling, som kommer til at vise syv forskellige designs, som er nyfortolkninger og bud på, hvordan vi i fremtiden kan udtrykke vores stolte kultur gennem design, fortæller hun. 

Udstillingen kommer til at vandre, så den også kan opleves i blandt andet Nuuk, Aalborg og Odense.

Er man interesseret i en af Aviaaja Ezekiassens møbler, er man nødt til at skrive til hende privat, da hendes designs endnu ikke er sat i produktion.

Håbet er dog, at tildelingen af Finn Juhl Prisen får flere til at få øjnene op for møblerne.