Stigende interesse for småskala-projekter

Råstofdepartementet oplever en stigende interesse for småskala efterforskning og -udvinding af mineraler her i landet, skriver Naalakkersuisut på sin hjemmeside.
Foto © : KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
24. januar 2017 15:39

Ifølge Naalakkersuisut er der lige nu 44 aktive småskalatilladelser og indenfor de sidste 3 måneder, er der udstedt yderligere 4 småskalatilladelser. Samtidig er der modtaget yderligere 2 ansøgninger, der er under behandling.

Inatsisartut vedtog under efterårssamlingen 2016 i en ændring af råstofloven indenfor småskala området, som ifølge naalakkersuisut giver nuværende og kommende aktører bedre rammer indenfor området.

- Jeg er tilfreds med de ændringer, der er foretaget indenfor småskalaområdet, da det giver herboende bedre vilkår til, at udnytte vores mineralresurser, udtaler Naalakkersuisoq for Råstoffer Múte Borup Egede i meddelelsen

Naalakkersuisut er nu i gang med at lave informationsmateriale om ændringer, så det bliver lettere for interesserede at få mere at vide om deres muligheder.

- Som Naalakkersuisoq for Råstoffer er det min vigtigste opgave, at sikre udnyttelse af vores mineralresurser til gavn for det grønlandske folk. Derfor værdsætter jeg, at borgere i landet har en mulighed for at være med i mineindustriens udvikling, afslutter Múte B. Egede.