Steen Lynge stadig i tænkeboks

Selvom Atassuts generalforsamling allerede er i gang, har Steen Lynge endnu ikke bestemt sig for, om han vil udfordre Gerhardt Petersen om formandsposten eller ej. Det er i hvert fald, hvad han udtaler til Radioavisen.
17. september 2011 12:54

-  Jeg har endnu ikke taget nogen endelig beslutning, siger Steen Lynge i dag, selvom formandsposten er på generalforsamlingens dagsorden allerede klokken 9 imorgen.

Atassuts lokalafdeling i Nuuk meddelte på valgdagen i torsdags, at de indstiller Steen Lynge som formand for det noget kriseramte parti.

Nuværende formand Gerhardt Petersen har meddelt, at han genopstiller til formandsposten, så der bliver altså tale om et kampvalg, såfremt Lynge accepterer indstillingen.

Steen Lynges overvejelser går på, hvor meget formandsjobbet vil koste på familiefronten.

- Jeg føler et stort ansvar for Atassut, men det kræver masser af tid at være formand, og jeg har småbørn, lyder det fra Steen Lynge.

-  Nu vil jeg lodde hvor meget engagement, der er i partiet. For det er en holdsport. Formanden kan ikke gøre arbejdet alene, siger han videre.

Steen Lynge fik personligt 870 af de i alt 1728 stemmer, som partiet fik ved folketingsvalget torsdag. Ved valget i 2007 opnåede Atassut 4.097 stemmer.