Status på afstemning: Hans Egede rokker sig ikke en centimeter 

På tirsdag slutter Kommuneqarfik Sermersooqs afstemning. Lige nu er der flertal for at lade statue blive stående.
Statuen og dens placering har været et omdiskuteret emne, siden den blev overhældt med maling og påskriften "decolonize". Det skete natten til Grønlands nationaldag den 21. juni .    Foto © : KNR
15. juli 2020 15:08

- Status lige nu er, at Hans Egede-statuen skal blive stående på sin nuværende placering. 

Det siger borgmester Charlotte Ludvigsen (IA) om den digitale afstemning, som hovedstadskommunen laver lige nu om den dansk-norske præst, der kom til Grønland for 299 år siden.

Onsdag eftermiddag har 555 stemt for, at statuen skal blive stående i Kolonihavnen i Nuuk. 

324 har stemt imod.

Afstemningen blev sat i gang 3. juli. Den slutter på tirsdag 21. juli og foregår på kommunens digitale platform Kommuneqarfiga.

LÆS OGSÅ Sådan kan Sermersooq-borgerne påvirke Hans Egede-statuens fremtid

Man kan også stemme i et brev – det er der bare ikke ret mange, der har gjort endnu. I går tirsdag – altså en uge inden afstemningen slutter - var der blot kommet 22 brevstemmer ind til kommunekontoret. 

Afstemning om Hans Egede-statuen

- Borgere i Kommuneqarfik Sermersooq kan stemme om, om statuen skal blive på sin plads eller fjernes fra 3 juli - 21. juli.

- Man stemmer online på Kommuneqarfiga.

- Man kan også stemme i et brev. 

- Fra 22. juli - 10 august kan man komme med forslag om, hvad der skal ske med fjeldtoppen, hvis statuen bliver flyttet. Og hvor statuen i så fald skal flyttes hen. 

- Svar og forslag indsamles herefter. Udvalget for Økonomi og Erhverv præsenterers for resultaterne den 20. august.

- 2. september træffer kommunalbestyrelsen en afgørelse.

Kilde: Kommuneqarfik Sermersooq. 

Plejepersonale har fået udleveret 350 blanke brevstemmer, som de kan dele ud til ældre.

Debat i Katuaq

På bundlinjen står, at der stadig er langt op til et flertal for, at statuen kommer til at flytte sig så meget som en centimeter væk fra soklen i Kolonihavnen.

Alligevel er der et såkaldt dialogmøde i kulturhuset Katuaq i Nuuk på mandag klokken 19 – aftenen inden afstemningen slutter.

Og det dialogmøde bliver gennemført, ligegyldigt hvordan stemmerne fordeler sig, siger Charlotte Ludvigsen.

 

LÆS OGSÅ Siumut Nuuk kritiserer borgmester i Hans Egede-sag

-  Vandaliseringen af statuen skete op til nationaldagen. Diskussionen om den går i flere forskellige retninger – afkolonisering, historie og etableringen af Nuuk. Der er mange vinkler i diskussionen, og den debat skal der være plads til, siger hun.

 

Foto © : KNR

 

Hun nægter dog stadig at sige, hvad hun selv mener, der skal ske med statuen. 

-  Det er vigtigt, at borgerne har et sted at gå hen med deres meninger – og jeg har sagt, at jeg ikke vil sige noget, der kan ændre processen, siger borgmesteren.

Overhældt med maling

Statuen og dens placering har været et omdiskuteret emne, siden den blev overhældt med maling og påskriften "decolonize". Det skete natten til Grønlands nationaldag den 21. juni .   

Det er kommunen, der har ansvaret for statuen af Hans Egede. Dermed er det politikerne i kommunalbestyrelsen, der har magten til at beslutte, om statuen skal flyttes.

Det spørgsmål skal lokalpolitikerne tage stilling til, hvis resultatet af afstemningen viser, at der et flertal for at flytte den.