Statsministeren kommer til landet

Næsten et år efter at være tiltrådt besøger Danmarks politiske leder, Helle Thorning-Schmidt, for første gang Grønland som statsminister i sensommeren.
Skrevet af Mads Lynge
22. marts 2012 10:26

Statsministerens besøg bliver i slutningen af august, oplyser departementschef for Udenrigsdirektoratet Inuuteq Holm Olsen.

Her ligger det fast, at Helle Thorning-Schmidt skal deltage i det årlige Rigsmøde med regeringslederne fra Grønland og Færøerne. Det er endnu ikke fastlagt præcis hvor lang tid besøget vil vare, eller hvad programmet derudover vil bestå af.

Og det er ikke kun statministeren, der kommer på besøg. Inden hende kommer en hel hær af EU-parlamentsmedlemmer til Grønland. Danmarks formandskab i EU betyder således, at omkring 100 parlamentsmedlemmer nemlig kommer på orienteringsrejse i slutningen af maj.

De skal holde møde i Ilulissat i juni, hvor de blandt andet skal diskutere Grønlands økonomiske udvikling og arktiske forhold i det hele taget.

Og også mere højtstående EU-politikere aflægger os besøg i år. EU's fiskerikommissær Maria Danamaki og EU's industrikommissær Antonio Tajani kommer til Grønland ligeledes i juni, hvor de efter planen holder møde med Naalakkersuisut.

Det oplyser departementschef Inuuteq Holm Olsen til KNR.