Største prishop i næsten 40 år: Energi- og madpriser tordner op
Forbrugerpriserne var i april 6,7 procent højere end samme måned sidste år. Det viser tal fra Danmarks Statistik tirsdag.
Det er den største stigning, forbrugerpriserne har taget på et år siden 1984.
Ifølge Danmarks Statistik er det stigende priser på særligt el, fødevarer, brændstof og gas, der trækker det samlede prisniveau op.
Ifølge cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre får de voksende priser en mærkbar betydning for husholdningernes økonomi.
I en analyse af priserne skriver han:
- Av, det gør vanvittigt ondt på danskernes pengepung. Vi taler om de kraftigste prisstigninger siden 1984.
- Gør vi det op i kroner, skal en børnefamilie i dag bruge omkring 30.000 kr. mere for at opretholde det samme årlige forbrug som for et år siden. Det er et alvorligt stort indhug i en families husholdningsbudget.
- Inflation er ikke længere noget, der primært tales om, men nu noget danskerne mærker meget mere kontant på indkøbsturen, skriver han.
LÆS OGSÅ Økonomisk Råd: Krigen i Ukraine gør dagligdagen dyrere for grønlandske familier
Fordi det er bestemte varegrupper, der oplever de største prisstigninger, kommer prisstigningerne ikke til at ramme ens. Det vurderer Danske Banks forbrugerøkonom, Louise Aggerstrøm Hansen.
Hun peger på særligt de højere energipriser, men også priser på cigaretter som eksempler, der rammer nogle hårdere end andre.
Der er dog også varegrupper, hvor de fleste kan mærke prisstigningerne. Eksempelvis er priserne på fødevarer steget 7,7 procent fra april sidste år til i år.
Der er også tegn på begyndede prisstigninger inden for flere varegrupper og tjenester.
Mange af årsagerne til prisstigningerne kan findes uden for landets grænser. Ruslands invasion af Ukraine og de efterfølgende sanktioner fra Vesten har eksempelvis ført til højere energipriser.
Men hvis man forsøger at se bort fra de eksterne årsager, er der også tegn på, at stigningerne har sat sig mere bredt.
- Hvis vi skræller energi, uforarbejdede fødevarer og afgifter fra for at måle prispresset i økonomien, som ikke er direkte importeret af globale forhold eller afgiftsstigninger, lander vi på 3,6 procent.
- Det er meget højt og slår nu rekorden fra 2008, lige inden økonomien brændte sammen oven på en massiv overophedning, skriver hun en analyse af tallene.
Danske Bank venter dog prisstigningerne har ramt toppen i april.