Sommerferie udskyder afklaring om Qaqortoq lufthavn

Vigtige dokumenter for Naalakkersuisuts beslutninger omkring lufthavnspakkerne er blevet forsinket. Det meddeler Naaja Nathanielsen.
- Vi har været lidt ramt af sommerferier i de forskellige steder. Men jeg har fået at vide, at jeg muligvis får analysen at se i denne uge, siger hun til KNR. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Malik Brøns
17. august 2021 14:22

Det var planen, at Naalakkersuisut med nye analyser af økonomien i lufthavnspakkerne nu skulle træffe en beslutning om, hvad der skal ske med blandt andet en ny lufthavn i Qaqortoq.

Lige nu flyver det projekt nemlig stadig i luften, og om der nogensinde kommer en landingsbane, som det kan lande på, er uvist.

Lufthavnspakken

* Lufthavnene i Nuuk og Ilulissat skal forlænges til 2200 meter, så de kan blive landets nye atlantlufthavne.

* Der bygges en ny regional lufthavn i Qaqortoq med en landingsbane på 1500 meter.

* De tre lufthavne forventes at koste omkring 3,6 milliarder kroner.

Analyserne, som Naalakkersuisut har sat i værk og vil basere deres politiske beslutninger på, er dog blevet forsinket indtil slutningen af august eller starten af september, lyder det fra Naalakkersuisoq for infrastruktur, Naaja Nathanielsen fra IA.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut ridser alternativ op til Qaqortoq lufthavn

- Vi har været lidt ramt af sommerferier på de forskellige steder. Men jeg har fået at vide, at jeg muligvis får analysen at se i denne uge, siger hun til KNR.

Der er indtil videre lavet en redegørelse, som gør det klart, at det bliver meget dyrere end forventet at bygge de nye lufthavne. Naaja Nathanielsen mangler stadig to analyser, som hun har sat i gang.

Den ene er en opdatering af en rapport fra Deloitte fra 2018, og den anden er yderligere rapporter omkring Qaqortoq Lufthavn, og der knokles på for at få det produceret, forklarede hun til KNR den. 12. juli.

- Det er nye beregningsgrundlag, og jeg kan ikke komme det nærmere nu. Men jeg kan love, at jeg ikke kommer til at sidde på det, når det er færdigt, sagde Naaja Nathanielsen 12. juli.

Møde med kommunalbestyrelse i forbindelse med borgermøder

Derfor 900 millioner kroner dyrere:

Flere omkostninger til anlæg og bygninger på grund af øget krav fra myndigheder. Det er især miljøkrav og skærpede krav fra Trafikstyrelsen.

Ifølge redegørelsen er det et krav, "som ikke kunne forudses ved den oprindelige budgettering, da det er krav, som er opstået i forbindelse med den endelige projektering”.

Lufthavnsbygninger har fra starten været en del af projekterne. Budgettet har dog vist sig ikke at holde. Ifølge redegørelsen er "der er tale om nødvendige bygninger for lufthavnenes drift generelt og håndtering af international trafik specifikt. Dertil er der i forhold til det oprindelige projekt tilføjet en hal til materiel."

I alt 747, 2 millioner kroner.

 

Dertil kommer driftsomkostninger: 142,5 millioner kroner.

Og ekstra finansieringsomkostninger: 6 millioner kroner


I alt: 895,7 millioner kroner.

Kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq vil meget gerne få en afklaring på lufthavnsprojektet i Qaqortoq. Snarest.

Men det kan lokalpolitikerne senest, når Naalakkersuisut besøger Sydgrønland i forbindelse med borgermøderne om Kuannersuit i slutningen af måneden.

- Så tager jeg også en snak med kommunalbestyrelsen og præsenterer, det vi ved, siger naalakkersuisoq for infrastruktur, Naaja Nathanielsen.

- De får en status på, hvor det er, at de får alle tilgængelige materialer jeg har, og hvis jeg har noget på trapperne, som ikke er klar til deling, så får de selvfølgelig alligevel en briefing om det. Så de ved, hvad der er på tegnebrættet, og så hører jeg, hvad de har at sige, og hvad de har af tanker, fordi det er jo lige så meget dét, jeg er interesseret i. 

LÆS OGSÅ Lufthavnsbyggeriet: Hver gang vi bruger en krone på asfalt, kunne den have gået til socialområdet

Naaja Nathanielsen præsenterede i juni sammen med naalakkersuisoq for finanser, Asii Chemnitz Narup (IA) en redegørelse om økonomien i lufthavnspakken.

Her kom det frem, at lufthavnene i Nuuk og Ilulissat vil koste 900 millioner kroner mere end forventet.

I den forbindelse vil Asii Chemnitz Narup også være med til mødet med kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq.

-  Asii Chemnitz Narup tager med mig til det møde i Kommune Kujalleq. Ligesom da vi lavede redegørelsen sammen, så kommer hun også til at være med. Og så arbejder vi på højtryk derfra for at binde sløjfer, fordi vi forstår sørme godt, der er mange, der står og tripper både i Qaqortoq, Narsarsuaq og andre steder, som gerne vil have en afklaring. Det er vi fuldt forstående overfor, siger Naaja Nathanielsen.