Søkonger i Østgrønland falder døde om
Et uforklarligt stort antal af Søkonger er døde i Østgrønland. Hvor mange der præcist er tale om, ved man ikke, men hændelserne har fået Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland til at sende en pressemeddelelse ud.
I pressemeddelelsen skriver de, at de sammen med Departementet for Fiskeri og Fangst og Naturinstituttet er i gang med at indsamle og undersøge fuglene for sygdomme.
Mistanke om fugleinfluenza
Dødsfaldene blandt fuglearten mistænkes at være en fugleinfluenza, men det kan endnu hverken be- eller afkræftes, skriver myndigheden. Og risikoen for, at du bliver smittet er til stede, men lav.
Alligevel kommer Veterinær- og Fødevaremyndigheden med to forholdsregler, du kan tage, hvis du skal røre ved en død søkonge.
Det anbefales, at du vasker hænder med vand og sæbe - specielt hvis du har flået indvoldene ud, og at du flår fuglen i stedet for at plukke den.
Samtidig understreger myndighederne, at man kun bør røre ved en selvdød søkonge, hvis man har en aftale med myndighederne. Influenzaen forsvinder, hvis man gennem steger eller koger kødet og æggene.
Tilbage i oktober var fugleinfluenza også et problem. Både på øst- og vestkysten fandt man døde måger.