Smittetallet stiger i Qeqqata og Qeqertalik - og falder i nord
I Qeqqata Kommunia og Qeqertalik er corona i fremmarch.
Til gengæld er der nu færre smittede i Avannaata Kommunia.
Det er den helt korte udgave af dagens coronatal, som er offentliggjort på nun.gl klokken 15.20.
- I Avannaata Kommunia er der nu 13 aktivt smittede. Det er 10 færre end i går. I Avannaata har både Upernavik og bygden Tasiusaq haft en del smittede.
- I Kommune Qeqertalik, hvor Aasiaat har smittespredning, er der nu 27 aktivt smittede. Det er seks flere end i går.
- Og i Qeqqata, hvor der er smittespredning i Sisimiut, er der i dag 14 smittede – det er tre mere end i går.
- I Sermersooq er tallet stabilt på seks, og i Kommune Kujalleq er der slet ikke konstateret nogen smittede overhovedet.
KNR har forsøgt at få at vide i hvilke byer, smitten spreder sig og er i fald. Det er der ingen, der har kunnet svare på her fredag eftermiddag hos hverken Coronasekretariatet eller i Landslægeembedet.
I alt er der lige nu 60 aktivt smittede i hele landet.
Og det er især unge, der er smittede lige nu. Det konstaterede landslæge Henrik L. Hansen på et pressemøde i får. I Upernavik og Tasiusaq er gennemsnitsalderen 31 år ifølge landslægen.
LÆS OGSÅ Fakta: Færdigvaccineret når du rejser ind i Grønland og nye regler i Sisimiut
Også i Aasiaat er gennemsnitsalderen lav, sagde han.
I Sisimiut nåede de lige at være coronafri i nogle få dage, inden der igen blev bekræftet nye smittede i tirsdags. Sent tirsdag blev det meddelt, at der er fire nye smittede i landets næststørste by. En af dem er ansat i sundhedsvæsenet.
- Vi har tidligere lykkedes med at lukke smitten i Sisimiut ned. Men nu er den der igen – spredt ud over byen blandt folk uden kontakt til hinanden. Også inde på sygehuset. Og det er det samme mønster: Unge mennesker, der ikke er vaccinerede eller færdigvaccinerede, smitter, sagde landslægen i går.
Rekordmange smittede
Antallet har kun gået gået i én retning siden starten af juli - og det er opad. Aldrig har der været flere smittede, siden corona kom til landet i marts sidste år.
Flere gange har der været nul smittede i Grønland – det tal ramte vi også 1. juli – men siden er der bare blevet flere og flere smittede.
Det startede i Ilulissat, Nuuk og Qaqortoq, hvor alle de smittede var rejst ind i landet med det samme fly fra København tirsdag 6. juli.
LÆS OGSÅ Ingen krav om coronapas i butikker: Her er de nye regler
De slæbte den smitsomme deltavariant med sig, og den drønede derefter ud til kystbyerne sammen med de smittede.
Det har ført til, at der har været stramme restriktioner på max 20 personer på et sted og mundbind på alle offentlige steder.
De regler blev ophævet i det meste af landet for én uge siden. Til gengæld skal man være færdigvaccineret eller kunne vise en negativ coronatest, der er højst 48 timer gammel, for at gå på restaurant, bar, til sportsarrangementer, i svømmehaller, biografer, bibioteker og så videre.
Det er ikke et krav at vise en negativ test eller at være færdigvaccineret, hvis man vil ind i en butik eller i skole.
Reglerne fortsætter dog i Sisimiut, Aasiaat, Upernavik og bygderne omkring Upernavik på grund af fri smittespredning lige nu.