Skoler melder 'all ready' til førsteklasses engelsk
Lærerforeningen IMAK udtalte tirsdag, at deres medlemmer ikke var blevet orienteret om det nye tiltag. Det er dog en udmelding, der ikke møder meget forståelse.
På skolen i Ittoqqortoormiit slår skoleinspektøren fast, at han meldte det ud til sine lærere i februar, da han blev bekendt med, at de fra det nye skoleår skal undervise de yngste klasser i engelsk. Det skriver Torbjørn Ydegaard i en mail til KNR.
Desuden oplyser han, at de er i færd med at arrangere et kursus for lærerne, så de kan få de rette kompetencer til at undervise i begynderengelsk.
LÆS OGSÅ Vigtigt at lære flere sprog
Byerne er klar
På folkeskolerne i Nuuk melder man sig også klar til tiltaget, som betyder, at børnene i første, anden og tredje klasse i fremtiden skal undervises i engelsk i én time om ugen.
Det samme er gældende for skolen i Paamiut, hvor man siden august har kørt et forsøg med netop at undervise de yngste elever i engelsk.
LÆS OGSÅ Hvad skal erstattes af engelsk?
Kommer ikke til at gå ud over andre fag
Skolerne afviser også IMAKs bekymring om, at den ekstra time til engelsk bliver taget fra andre fag, da skolerne slår fast, at der er tale om, at de yngste elever skal gå i skole én time ekstra om ugen.
KNR har også været i kontakt med skolelederen i Tasiilaq, som dog henviser til Skole- og dagtilbudschefen i Kommuneqarfik Sermersooq.
Han fortæller, at man har en fornuftig lærerdækning i kommunen.
- Alle vores byskoler i Nuuk og Paamiut er fuldt besat af uddannede lærere, og vi har også bygder, som er fuldt besat af uddannede lærere, siger Jesper Madsen.
LÆS OGSÅ Sermersooq indfører engelskundervisning fra 1. klasse