Skole i Nanortalik lukker på grund af væggelus
I et brev til forældre med børn på Nanortallip Atuarfia, folkeskolen i Nanortalik, fortæller skolens ledelse, at skolen vil være lukket frem til juleferien på grund af væggelus.
Brevet er offentliggjort på Facebook.
Det tyder dog ikke på, at der er et større udbrud på skolen, står der i brevet. KNR kunne tidligere på året fortælle, at der var problemer med skimmelsvamp, som betød, at skolen lukkede i januar, men den genåbnede efter sommerferien.
Nu har fagfolk fortalt ledelsen af skolen, at der er lav risiko for, at væggelus spreder sig på offentlige steder, fordi ingen overnatter.
Tryghed er vigtigt
Alligevel har skolen valgt at lukke kort før juleferien.
- Det vigtigste for os er, at vi kan spore og bekæmpe mindre tilfælde, da et større angreb er usandsynligt på skolen.
- I sidste ende har vi taget beslutningen, fordi vi også har ansvar for, at børnene og medarbejderne føler sig trygge, samt at væggelus spreder sig mindst muligt, skriver Nanortallip Atuarfia i brevet.
Mens skolen er lukket vil der blive arbejdet på at indkøbe værnemidler, som kan hjælpe med at opdage og bekæmpe væggelus, lave retningslinjer for, hvad der skal ske med tasker, overtøj, som kan være med til at sprede væggelusene.
Og hvis der bliver behov for det, vil der være hjemmeopgaver klar, hvis eleverne skal undervises hjemmefra i en periode.
Skolens ledelse forventer, at skolen åbner igen efter juleferien den 5. januar, og slår i slutningen af brevet fast, at væggelus ikke er sundhedsskadeligt.