Skattereform lader vente på sig

Der bliver ikke som annonceret lagt hverken en hel eller delvis skattereform med blandt andet lavere skat på arbejde frem under den kommende samling. Og der udstedes i dag ingen garantier for, at skatten på arbejde overhovedet vil blive sat ned.
Skrevet af Mads Fisker
24. marts 2012 17:13

Finansieringen er nemlig langtfra på plads, lød det i går eftermiddags på et pressemøde, hvor Naalakkersuisut fremlagde forårets lovinitiativer. Her varslede formand Kuupik Kleist i stedet en såkaldt 2025-plan, der skal skitsere store omvæltninger i den offentlige sektor.

- Grunden til at vi i skitseform i øjeblikket arbejder med en 2025-plan er, at den meget omfattende reform af det offentlige kommer til at strække sig over flere valgperioder. Men reformerne må ske som en samlet proces, der forhåbentligt munder ud i, at det grønlandske samfund drives økonomisk forsvarligt, og at vi får en mere lige velfærd blandt befolkningen, siger Kuupik Kleist.

I efteråret lød det, at ganske gennemgribende ændringer i skattesystemet står øverst på denne reformdagsorden, fordi det skal være mere tillokkende at arbejde, og at man på samme tid skal skaffe nye indtægter til at finansiere velfærden.

Men når man altså har måttet opgive at omsætte intentionerne til lovforslag på den forestående samling, handler det netop om de penge, der skal hentes andre steder, når eller hvis skatten på arbejde overhovedet skal sættes ned, lyder det i dag.

- Lavere skat på arbejde forudsætter, at vi bliver enige om en finansiering af de manglende indtægter, hvis skatten på arbejde sættes ned. Vi skal have finansieringen på plads først, siger Kuupik Kleist.

Og her er Naalakkersuisut-formanden ikke meget for at være mere præcis omkring forestillingerne, men fremhæver - i lighed med Skatte- og Velfærdskommisionens ret nøjagtigt ét år gamle anbefalinger - at de såkaldt arbejdsfrie indtæger vil stå først for.

- Vi vil formodentlig have fokus på arbejdsfrie indtægter, som i dag ikke beskattes her i landet i modsætning til stort set resten af verden. Og der er også andre områder, som kan hjælpe til at få en finansiering på plads, siger han.

Udover at man altså ikke har fundet ud af, hvor disse penge mere præcist skal hentes, skyldes skattereformens forsinkelse de forhandlinger med arbejdstagere og arbejdsgivere, som Naalakkersuisut snart satser på for alvor at komme i gang med.

- Ansvaret er jo selvfølgelig vores, men tiden har hidtil ikke levnet plads til større forhandlinger. Men til vores store tilfredshed er arbejdsmarkedsparterne enige om, at det er en proces, vi skal gennemføre i samarbejde, siger Kuupik Kleist.

Skattereformens første skridt - som altså var varslet på den forestående samling - vil nu i stedet blive taget til efteråret, bebuder formanden for Naalakkersuisut.