Skatten nedsættes med 1 procent

Cirka et minut. Længere tid tog det ikke at stemme Maliina Abelsens skatteomlægning hjem ved forslagets 3. behandling i Inatsisartut i går. Skatten på arbejde nedsættes med 1 procent.
Skrevet af Mads Ullerup
07. november 2012 06:48

Skatteomlægningen der nu bliver en realitet betyder, at skattefar fra næste år forlanger én procent mindre af din løn, når der er lønningsdag.

Den ene procent efterlader et hul i Landskassen på knap 72 millioner kroner, som skal finansieres gennem en række afgifter.

Hellefisk der fanges udenskærs og som eksporteres ud af landet uden bearbejdning herhjemme, skal beskattes og dermed finansiere en del af kagen.

Dernæst skal landets vakantboliger beskattes fra næste år, så det ikke længere bliver kvit og frit at bo vakant.

Og sidst men ikke mindst skal der lægges en ekstra beskatning på importerede mortorkørertøjer.

Siumut og Atassut stemte i går imod den foreslåede skatteomlægning. Ikke fordi de konsekvent var imod hele pakken, men nærmere fordi de ikke kunne stå inde for en flad skattenedsættelse på 1 procent, som de mener vil have ringe indflydelse hos dem i den laveste indkomstgruppe.

I stedet har Siumut talt for at øge personfradraget, hvilket dog ikke fandt opbakning i Inatsisartut.