Siumutkandidat: Uddannede skal punge ud, hvis de bliver i udlandet

Står det til Poul Olsen, der stiller op for Siumut til Inatsisartutvalget, skal færdiguddannede i udlandet selv betale for deres uddannelse, hvis de ikke vender hjem igen.
Poul Olsen, der arbejder som brandmand, stiller op til Inatsisartutvalget for Siumut. Han har også tidligere stillet op til Inatsisartut. Foto © : Privat
04. marts 2025 07:32

Grønlandske studerende skal betale for deres uddannelse, hvis de ikke kommer tilbage til Grønland og arbejder efter endt uddannelse.

Sådan lyder et nyt forslag i en pressemeddelelse fra kandidaten Poul Olsen, der stiller op for Siumut til Inatsisartutvalget 11. marts.

- Vi har brug for, at folk bidrager til samfundet ved at vende hjem til Grønland og gøre en forskel ved at blive en del af udviklingen i vores land, siger han til KNR.

Ifølge Poul Olsen skal studerende betale de penge tilbage til Grønland, som landet har investeret i uddannelsen, hvis man ikke flytter hjem efter endt uddannelse. Vil man slippe for regningen, skal man flytte hjem til Grønland og bidrage til samfundet, siger politikeren fra Sisimiut.

Hvis Poul Olsen bliver valgt ind i Inatsisartut er en af hans ambitioner, at der skal være flere klare retningslinjer for studerende i udlandet.

Forslaget kommer i kølvandet på den politiske debat om, hvad der skal til for at få folk i udlandet til at flytte hjem til Grønland.

Befolkningsantallet her i landet står nemlig til at falde med 10.000 personer om 15 år, hvis man kigger på befolkningsprognoserne.

Samtidig er der mangel på arbejdskraft. Derfor retter politikerne nu blikket mod tusindvis af grønlændere i udlandet – og særligt de studerende.

Og står det til Poul Olsen er løsningen altså at tage de økonomiske greb i brug.

- Det er en af mulighederne. Men det vigtigste er at finde løsninger, der hjælper os i vores bestræbelser på at få uddannede til at vende hjem til Grønland, siger han.

Billigere boliger og bedre familieliv

Grønlandske studerende i Danmark har ad flere omgange været på den politiske dagsorden.

IA’s folketingspolitiker, Aaja Chemntiz, formand for Demokraatit, Jens-Frederik Nielsen, og næstformand i Atassut, Bentiaraq Ottosen, har tidligere nævnt blandt andet en styrkelse af sundhedsvæsenet som en væsentlig faktor i at få flere til at flytte hjem.

- I øjeblikket er der meget store debatter om at blive en selvstændig nation. Men vores store bekymring er sundhedsvæsenet, som allerede er under pres. I stedet bør vi fokusere på at finansiere og forbedre det, sagde Bentiaraq Ottosen i sidste måned til KNR.

Grønlændere i Danmark

  • I 2023 var der 17.079 personer, som er født i Grønland og bosat i Danmark.
  • Det er 265 personer mere end året før.
  • I 2021 var der godt 2000 personer fra Grønland under uddannelse i Danmark. Samtidig var der godt 3.500 personer på pension og efterløn.
  • 32 personer var flyttet tilbage til Grønland et år efter endt uddannelse i 2023. Det er et fald sammenlignet med 2020, hvor 52 personer var flyttet hjem.

Kilde: Grønlands Statistik

De grønlandske politikere er ikke alene om at få bekymringsrynker over det faldende befolkningstal.

Også andre selvstyrende områder som Færøerne, Åland i Finland og Catalonien i Spanien har forsøgt at få flere studerende til at vende hjem efter endt uddannelse.

- Man har lavet kampagner, hvor man har forsøgt at få folk hjem, som har taget uddannelse i udlandet. Det har man gjort ved at lokke med billigere boliger, et bedre familieliv og højere lønninger, sagde Maria Ackrén, der er professor i Politologi ved Instituttet for Samfund, Økonomi og Journalistik på Ilisimatusarfik, tidligere på ugen til KNR.