Siumut: Vi aflyser for at beskytte landet mod corona

Siumut skulle have haft landsmøde i Ilulissat i starten af september. Men mødet er aflyst efter voldsom kritik af coronareglerne - ifølge partiet selv er årsagen til aflysningen dog en anden.
- Hvis der pludselig skulle komme smittespredning blandt vores 60 deltagere, som kommer fra 36 forskellige steder i landet, så har vi et problem, siger Siumuts organisatoriske næstformand Evelyn Frederiksen. Foto © : KNR
18. august 2020 14:06

Der bliver alligevel ikke noget formandsvalg i Siumut til september. Og der bliver heller ikke noget landsmøde. Det er udsat på ubestemt tid.

Årsagen er risiko for corona, siger Siumuts organisatoriske næstformand, Evelyn Frederiksen. 

Der er dog ikke en eneste smittet i landet - og hvorfor aflysningen kommer netop nu blot 17 dage før mødet skulle være startet - kan Evelyn Frederiksen ikke forklare. Men bestyrelsen har fulgt coronasituationen fra dag til dag, fortæller hun. 

Regler for forsamlinger

 

Ind til 31. januar 2021 må der maksimalt være 100 mennesker samlet indenfor. Udenfor er 250 mennesker det højeste antal, der må være samlet.

 

Man må ikke rejse fra kommune til kommune. Ifølge den nye bekendtgørelse fra Selvstyret om midlertidige restriktioner vedrørende forsamlinger står der i paragraf 2:

 

"Ved arrangementer og begivenheder, som kræver tilmelding, skal arrangøren sikre, at personer fra andre kommuner ikke kan tilmelde sig."

- Vi har valgt at tænke på befolkningens sundhed og partiets omdømme, siger Evelyn Frederiksen.

- Hvis der pludselig skulle komme smittespredning blandt vores 60 deltagere, som kommer fra 36 forskellige steder i landet, så har vi et problem. Vi har med beslutningen selvfølgelig tænkt på vores land og vores parti, siger hun til KNR.

LÆS OGSÅ Erik Jensen: Siumuts landsmøde er udskudt på ubestemt tid

Siumuts landsmøde skulle have været holdt i Ilulissat 4.-6. september.

68 medlemmer af partiet skulle have deltaget, og et formandsvalg skulle der også have været. 

Bestyrelsen vil nu finde en ny dato for landsmødet. 

Udskyder for anden gang

Det er ikke første gang, at partiet udsætter deres landsmøde.

Det skulle oprindeligt have været holdt fra 8. til 10. juli, men partiets hovedbestyrelse besluttede i maj, at mødet skulle være digitalt og kun vare en enkelt dag. Men den plan blev droppet efter kritik fra lokale afdelinger, og de nye datoer - 4.-6. september - blev skrevet i kalenderen.  

Og det er ærgerligt, at mødet nu er udskudt for anden gang, mener Evelyn Frederiksen.

- Det er selvfølgelig ærgerligt at ændre på planen hele tiden. Men du og jeg kan ikke styre coronavirusset, siger hun.

LÆS OGSÅ Kim Kielsen søger ly under Grundloven i forsvar for Siumuts landsmøde

Siumut har mødt massiv kritik for at stable landsmødet på benene. Frem til den 31. januar må man nemlig ikke deltage i et arrangement, der kræver tilmelding, hvis man skal krydse en kommunegrænse.

Medmindre man er politiker – så må man nemlig gerne. Det er der bare ikke andre, der må. Derfor har organisationer og foreninger som for eksempel kulturhuset Katuaq, Forfatterforeningen, SIK og GE kritiseret Naalakkersuisut med store bogstaver i flere uger. 

Naleraq aflyste i sidste uge

I sidste uge meldte en samlet opposition sig i koret: Inuit Ataqatigiit, Atassut, Samarbejdspartiet og Partii Naleraq erklærede i et åbent brev til Naalakkersuisut, at coronareglerne i er rodede og ikke hænger sammen.

Fredag meldte Partii Naleraq klart ud, at deres landsmøde i efteråret bliver udskudt. 

- Vi skal ikke blande os i, hvad andre partier gør. Men hvis vi ønsker redelighed og lovlydighed, skal vi politikere være ansvarlige og udvise lederskab, sagde formand Hans Enoksen til KNR.