VIDEO Siumut slår revner efter opstillingen af Aleqa Hammond
Beslutningen om at opstille Aleqa Hammond til folketingsvalget den 18. juni sker kun otte måneder, efter at Siumuts tidligere leder måtte trække sig fra både formandsposten og posten som regeringsleder.
Revisionsudvalget har netop konkluderet, at Aleqa Hammond brød reglerne, da hun brugte landskassen som kassekredit og blandt andet købte private rejser for over 100.000 kroner. Derfor kom udnævnelsen også bag på mange, og ifølge flere kilder var der da protester også blandt Siumut-toppens medlemmer.
Læs også Formand for Siumut er og forbliver tavs
KNR har frem til dags dato forsøgt at få Siumuts formand, Kim Kielsen, og samtlige medlemmer af partiets hovedbestyrelse til at forklare, hvad der skete på mødet, hvor Aleqa Hammond blev valgt som folketingskandidat. Men ingen af medlemmerne har villet gå i detaljer om mødets forløb.
En af de fire folketingskandidater fra Siumut, Martha Abelsen, som også er medlem af hovedbestyrelsen, siger i dag til KNR:
Hovedbestyrelsen har valgt de her fire kandidater. Der udover har jeg ingen kommentarer.
Hverken formand Kim Kielsen eller næstformand Jørgen Wæver Johansen har besvaret vores telefonopkald og henvendelser per mail i dag. Men ifølge flere kilder forlod Kim Kielsen det omdiskuterede hovedbestyrelsesmøde i torsdags klokken ca. 18.15 - tre kvarter før mødet sluttede.
Kim Kielsens sekretær, Karen Motzeldt, skrev i lørdags på sin Facebook-side;
... Jeg bliver nødt til at kommentere Siumuts hovedbestyrelses indstilling af den tidligere formand for partiet til Folketingsvalget. ... Er indstillingen virkelig flertallet af Siumuts medlemmers vilje – eller er det snarer udtryk for en lille elites vilje? ... For det andet synes det strategisk inkompetent af Siumuts hovedbestyrelse at indstille vor tids mest kontroversielle person til valg i udlandet.
Læs også Delte meninger om Hammonds comeback
I dag siger partisekretær i Siumut, Mikael Petersen, at han;
… Aldrig ønsker at tale om det møde mere.
Der udover ønsker han ikke at uddybe, hvad der skete på mødet, og hvilke argumenter der var for og evt. imod at opstille Aleqa Hammond som folketingskandidat for Siumut.
Læs også Hammond om sin hjertesag