Siumut Sisimiut: Del ikke KANUKOKA
- Vi siger nej til deling af KANUKOKA i forskellige byer, skriver Siumuts formand i Sisimiuit, Lars Jørgen Kleist i en pressemeddelelse.
- SIUMUT Sisimiut frygter, at deling af administrationen i KANUKOKA kan have en dårlig indvirkning på hele foreningen. I dag har man dygtige kompetente ansatte i KANUKOKA. Ved at splitte administrationen vil man miste nærhed og den meget vigtige sparring mellem kollegaerne, skriver Lars Jørgen Kleist.
Det er især de kommende års overdragelse af ansvarsområder fra Selvstyret til Kommunerne, som partiforeningen mener, kræver store administrative kompetencer.
SIUMUT Sisimiut foreslår derfor at KANUKOKA´s administration ikke deles, men placeres i en af de tre kommuners største byer - altså enten i Qaqortoq, Sisimiut eller i Ilulissat.
KANUKOKA afholder deres delegeretmøde fra på fredag, hvor de skal tage stilling til foreningens administrative fremtid.