Siumut kræver en grønlænder på posten

Den næste kommunaldirektør i Qaasuitsup Kommunia SKAL være en grønlænder. Sådan lyder kravet fra Siumuts gruppeformand i Qaasuitsup Kommunia.
Skrevet af Noah Mølgaard
22. januar 2013 06:54

Kommunaldirektør Henrik Rafn forlader sin post ved udgangen af marts. En ny kommunaldirektør skal nu finde sammen med en nyvalgt kommunalbestyrelse, der skal følge en samarbejdsaftale.

Siumut, der nu har et flertal i kommunalbestyrelsen har allerede et klart krav til ansættelsen.

- Jeg håber, at den næste kommunaldirektør bliver grønlænder, skriver Siumuts gruppeformand i Qaasuitsup Kommunia Karl Kristian Kruse i en pressemeddelelse.

- Vi har siden 1979 krævet at grønlænderne skal tage en uddannelse, så de kan bestride topposter. Vi skriver nu 2013 og har mange veluddannede grønlændere. Lad os nu bruge dem, siger Karl Kristian Kruse.