Siumut har anmeldt Jens Napaattooq for at lække oplysninger fra møde

Siumut mente, at Jens Napãtôk videregav ulovlige informationer om fiskeriloven i en telefonsamtale. Ifølge manden selv er han dog blevet renset for mistanke af Formandskabet for Inatsisartut.
Jens Napãtôk blev optaget, mens han førte en privat samtale fra sin altan. Foto © : KNR / Hanna Hviid
14. maj 2024 14:33

Opdateret med citater fra Jens Napãtôk.

Fiskeriloven har gennem foråret skabt ballade flere gange. Senest fredag, hvor debatten i Inatsisartut blev afbrudt på grund af en påstand om lækkede informationer.

KNR har nu fået indsigt i, hvad der er gået forud. 

Det viser sig, at Naleraq-politikeren Jens Napãtôk er blevet optaget på video, mens han tirsdag 6. maj fra sin altan havde en samtale med en af lederne af Polar Seafood vedrørende fiskeriet.

Det fremgår af dokumenter fra Formandskabet for Inatsisartut.

Ifølge dokumenterne er det naalakkersuisoq for skatter og finanser og formand for Siumut, Erik Jensen, som står bag optagelsen. Fra lejligheden ovenover har han filmet ned på Jens Napãtôks altan.

Herefter har Siumut anmeldt Jens Napãtôk til formandskabet for brud på tavshedspligt. Ifølge partiet videregav han nemlig oplysninger fra et lukket møde i Fiskeri-, Fangst-, og Landbrugsudvalget.

Jens Napãtôk fortæller til KNR, at han er blevet renset for mistanke af formandskabet, da der ikke er noget at komme efter i sagen. Altså at han ikke har videregivet fortrolige informationer.

- De anklagede mig for at lække, hvad der blev sagt under forhandlingerne i udvalget. Med ord som korruption forsøgte de at hænge mig ud. Det er utroligt. Men formandskabet har behandlet sagen og bevist, at det ikke er tilfældet, siger han. 

En undskyldning fra Siumut

I dokumenterne fra formandskabet fremgår det, at Erik Jensen påstår, at Jens Napãtôk i samtalen har delt fortrolige informationer fra et lukket møde.

”Jens Napãtôk kommer i sin samtale blandt andet ud med, hvad koalitionspartierne IA og Siumut (…) er kommet ud med i udvalgets forhandlinger for eksempel omkring, hvordan kvoterne skal fordeles, og til hvilke selskaber og hvilke produktionsanlæg der er tale om.”

Ifølge forretningsordenen for Inatsisartut er det forbudt at referere offentligt fra forhandlinger ført i et udvalg.

Men til trods for dette har Inatsisartut ikke fundet hold i anklagerne.

- Det er magtmisbrug. Den er desværre ikke længere. Det er ærgerligt, at et så stort parti med så stor opbakning er så bange for et parti, der er så lille. Det er forbavsende. Mon de har gode grunde til det?

- Det er alvorligt at blive mistænkeliggjort som medlem af et udvalg. Det er ærgerligt, at de forsøgte at angribe mig i stedet for at forholde sig til indholdet, der vil få konsekvenser for fiskerne, fabrikkerne og arbejderne for hele samfundet. Det er usmageligt, også fordi det ikke er første gang, det sker, siger Jens Napãtôk

Jens Napãtôk oplyser, at han har ønsket, at Siumut bliver pålagt af formandskabet at give ham en undskyldning.

Men sagen stopper ikke her. Siumut er nemlig gået skridtet videre og politianmeldt Jens Napãtôk. I en mail til KNR bekræfter Erik Jensen, at der er en politianmeldelse i gang. Han har ikke yderligere kommentarer til sagen. 

KNR forsøger at få en kommentar fra formanden for Inatsisartut, Mimi Karlsen.