Siumut: Charlotte Ludvigsen skal træde tilbage
Det er – igen – en nyhedsrig dag i grønlandsk politik.
I aften er der kommunalbestyrelsesmøde i Kommuneqarfik Sermersooq. Og her kræver Demokraatit og Siumut, at borgmester Charlotte Ludvigsen (IA) trækker sig.
Det gør de, fordi de ikke længere har tillid til hende efter den såkaldte boligsag.
LÆS OGSÅ Demokraatit vil af med borgmesteren - ellers forlader partiet koalitionen
Det afgørende er nu, om Naleraq fortsat vil være i koalition med IA i kommunalbestyrelsen i Sermersooq. Koalitionen består af Inuit Ataqatigiit, Naleraq og Demokraatit. Demokraatit meldte allerede i går, at de ikke længere har tillid til borgmesteren.
Koalitionen består af Inuit Ataqatigiit, Demokraatit og Naleraq.
Inuit Ataqatigiit har ni mandater.
Demokraatit har to.
Naleraq har to.
I alt har koalitionen 13 mandater.
Siumut er alene i opposition og sidder på seks mandater.
I alt er der 19 medlemmer af kommunalbestyrelsen.
Men Demokraatit meddelte i går, at de ikke har tillid til borgmesteren mere. Hvis Demokraatit vælger at være i opposition vil oppositionen have otte pladser i kommunalbestyrelsen og koalitionen vil have 11.
Hvis Naleraq også trækker deres støtte, er IA alene med ni mandater. Og så har IA lige præcis ikke flertal længere.
Hvis Naleraq heller ikke har det, har koalitionen ikke længere et politisk flertal bag sig i kommunen – og så er Charlotte Ludvigsen ikke længere valgt som borgmester af et flertal.
Det kan ende med, at hun går af.
Siumut: Find en egnet kandidat til borgmesterposten
Naleraq har indtil videre ikke ønsket at udtale sig om, hvorvidt de står bag borgmesteren eller ej.
Siumut, som er det eneste parti i oppositionen, er til gengæld ganske klare i mælet:
- Vi opfordrer flertallet af kommunalbestyrelsen om at finde en egnet kandidat til borgmesterposten, siger Inga Dóra G. Markussen på vegne af Siumut i kommunalbestyrelsen.
Den såkaldte boligsag handler om et lån på 20 millioner kroner til boligselskabet Iserit. Pengene skulle bruges til at købe ejendomme i 2025. Men kommunalbestyrelsen havde ikke godkendt lånet, før Charlotte Ludvigsen skrev under på det sidste år.
Og ifølge Charlotte Ludvigsen selv var det den daværende kommunaldirektør, Lars Møller-Sørensen, der bad hende om at underskrive lånet.
LÆS OGSÅ Borgmester om politianmeldte kommunedirektører: Min tillid blev brudt
Sagen har også betydet, at Lars Møller-Sørensen og den tidligere direktør for anlæg og miljø, Hans Henrik Winther Johannsen, er blevet fyret og politianmeldt.
Ifølge borgmesteren har der været flere sager, hvor hun er blevet fejlinformeret af den tidligere kommunaldirektør.
Det fremgik også af dagsordenen til et ekstraordinært møde i kommunalbestyrelsen i går. Et punkt på dagsordenen hed slet og ret ”status på uregelmæssigheder” – og her meddelte kommunaldirektør Ole Jakobsen, ”at administrationen er i den senere tid blevet bekendt med flere sager hvor der har været uregelmæssigheder vedr. manglende politisk godkendelse.”
Det er blandt andet lejekontrakter på boliger, der er underskrevet uden politisk godkendelse.
Det er også en kontakt med firmaet PJ Management. Virksomheden skulle styrke det faglige miljø i kommunens anlægsafdeling, men ”PJ Management ikke i noget målbart omfang leveret ydelser af den karakter, der er beskrevet i kontrakten”, står der i dagsordenen.
Sagen fik naalakkersuisoq til at trække sig
Sagerne om lejekontrakterne er en del af den såkaldte boligsag.
Den handler kort sagt om, at kommunen siden 2015 har skaffet 416 lejeboliger i Nuuk ud fra en bestemt praksis.
De 416 lejemål er nemlig et resultat af, at kommunen har indgået erhvervslejeaftaler med private bygherrer.
Men kommunen har via sit boligselskab Iserit lejet boligerne ud til en leje, der ikke matcher udgifterne til erhvervslejeaftalerne. Og det har årligt kostet kommunekassen millioner.
LÆS OGSÅ Tidligere kommunedirektører afviser borgmesters påstand
I forrige uge satte Selvstyrets Tilsynsråd en definitiv stopper for Kommuneqarfik Sermersooqs praksis i boligsagen.
Tilsynsrådet har nu slået fast, at den praksis er i strid med kommunalfuldmagtsreglerne.
Boligsagen er ikke kun en tikkende bombe i kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq.
Den har også betydet, at den tidligere borgmester i kommunen, Asii Chemnitz Narup (IA), har trukket som naalakkersuisoq for finanser i dag.