Sisimiut og Kangerlussuaq står uden telekommunikation
Nedbruddet er sket på radiokædestationen DYE ONE, og på grund af dårligt vejr i området vil skaden tidligst blive udbedret i løbet af dagen.
TelePost oplyser, at fasttelefonnettet i Kangerlussuaq virker for øjeblikket. Det er via København blevet koblet op til en sattelit.
I bygden Itilleq kan man ringe internt i bygden og til Sisimiut med fastnet-telefon.
I Sisimiut kan man ringe internt i byen med fastnettelefon, ligesom der kan ringe mellembys fra fastnettelefonerne. Alle andre kommunikationsmuligheder er ude af drift.
I bygden Sarfannguit er al kommunikation nede.
Tele har chartret et King Air-fly og en helikopter, der skal flyve teknikere og udstyr fra Nuuk til Kangerlussuaq og videre til DYE ONE, der ligger lidt syd for Sisimiut på Qaqqatoqaq-fjeldet. Det er imidlertid ikke muligt at flyve før tidligst klokken 7 her til morgen på grund af vejret. På nuværende tidspunkt er det ikke til at sige, hvornår kommunikationen kan være oppe igen, oplyser Tele.