Lufthavne: Simon Simonsen regner med endnu en ekstra samling
Loven om anlæg og drift af de nye lufthavne skal behandles færdigt på efterårssamlingen. Sådan lød beslutningen da den første behandling af loven sluttede mandag aften.
Men naalakkersuisoq for infrastruktur, Simon Simonsen, regner med at det kan blive før, fordi han tror på, at finans- og skatteudvalget bliver færdige før efteråret.
- Udvalget skal arbejde med sagen indtil de er klar med det. Så melder de ud og efter det indkalder man til et ekstra møde til anden- og tredjebehandling, siger han.
LÆS OGSÅ Usikkerhed om længde kan udskyde lufthavne med et år
Koalitionen med Siumut i spidsen ville ellers gerne have færdigbehandlet loven i begyndelsen af juli. Men sidst på dagen mandag gik Siumut med til, at det bliver til efteråret, men at det samtidig er op til udvalget, hvornår de er klar til at lade Inatsisartut fortsætte arbejdet.
Og det er det Simon Simonsen går ud fra.
- Nu bliver det jo spændende at se hvor lang tid de har behov for for at besvare alle de mange spørgsmål der dukkede op i debatten og som man gerne vil have redegjort for, siger han.
LÆS OGSÅ Lufthavnspakke venter til efteråret
Simon Simonsen er fortrøstningsfuld i forhold til at finansudvalget nok skal få besvaret de nødvendige spørgsmål inden medlemmerne i Inatsisartut skal træffe deres endelige afgørelse.
- Det håber jeg, nu har man jo fået besvaret en hel del spørgsmål inden selve behandlingen mandag, fordi vi inviterede alle inatsisartutmedlemmer til et lille seminar om sagen, siger han.
LÆS OGSÅ Lufthavne skal hastebehandles i juli