Forslag: Lufthavne skal hastebehandles i juli
Rettelse: Overskriften var tidligere: Lufthavne skal hastebehandles i juli - det er endnu ikke bekræftet af formandsskabet for Inatsisartut.
Dermed kan den største investering i landets historie tilsyneladende være besluttet om få uger.
Koalitionspartiet Siumut indstiller, at anlægsloven om lufthavnene skal anden- og tredjebehandles i den første uge af juli.
Det er om fem uger.
I oppositionspartiet IAs ordfører indlæg fremgår det også, at Inuit Ataqatigiit er blevet oplyst om, at koalitionspartierne har besluttet at fremskynde anden og tredjebehandlingen af loven om lufthavnene.
Det er IA ikke begejstrede for, og partiet beskriver det som noget rod.
IA: Hvad skal der ske med de andre lufthavne?
Partiet efterlyser blandt andet, at Naalakkersuisut fremsætter klare planer for, hvad der skal ske med de øvrige lufthavne, når de nye lufthavne er bygget.
De foreløbige beregninger har lagt til grund, at eksempelvis Kangerlussuaq omlægges til heliport eller en regional lufthavn, og det vil ifølge beregningerne forårsage at de fleste indbyggere i Kangerlussuaq vil flytte fra bygden, fordi de hovedsageligt arbejder i lufthavnen.
Indtil videre har Naalakkersuisut nedsat to arbejdsgrupper bestående af repræsentanter fra Selvstyret, Qeqqeta Kommunia og Kommune Kujalleq, der skal finde ud af, hvordan de nuværende lufthavne skal anvendes fremadrettet.