Sikkerhedsekspert: Amerikansk interesse skubber politisk rådgiver til Nuuk
Truslen fra Rusland er vokset i Arktis, og det får amerikanerne til at øge tilstedeværelsen i Grønland. Derfor er der nu behov for flere sikkerhedspolitiske kompetencer i Nuuk.
Sådan lyder analysen fra ekspert i sikkerhedspolitik og seniorforsker ved Københavns Universitet, Kristian Søby Kristensen, i kølvandsstriberne på nyheden om, at forsvarsminister Trine Bramsen (S) vil have en fast sikkerhedspolitisk rådgiver i Nuuk dør om dør med den amerikanske konsul Sung Choi hos Arktisk Kommando.
- Man er mere bange for russiske missiler og ubåde, hvilket gør Grønland og Thulebasen vigtig i forsvaret af det amerikanske fastland, siger Kristian Søby Kristensen.
- Det handler om, at USA ser sig i skærpet rivalisering med Rusland og ser den arktiske region som værende mere spændingsfyldt, siger han og uddyber:
- Det øger behovet fra Arktisk Kommandos side om, at man har nogle kvalifikationer og noget mandskab, der kan hjælpe Forsvarsministeriet i København, Selvstyret og Arktisk Kommando selv med at navigere i en virkelighed, hvor det sikkerhedspolitiske fokus på Grønland er markant stigende.
LÆS OGSÅ Steen Lynge om ny politisk rådgiver: Det er på sin plads
Derfor peger Kristian Søby Kristensen også på, at en del af rådgiverens kommende arbejdsopgaver formentligt bliver at drikke en hel del kopper kaffe med Sung Choi. Eller sagt med andre ord: Pleje forholdet til USA på vegne af Rigsfællesskabet.
Russiske ubåde er en del af forklaringen
Selv kaldte Trine Bramsen ansættelsen for hardcore sikkerhedspolitik. Og hvis Kristian Søby Kristensen skal analysere det udsagn, peger pilen igen mod verdens stormagters større tilstedeværelse mod nord.
- USA ser sig truet af Rusland på en anden måde en tidligere. Man er mere bange for russiske missiler og ubåde, hvilket gør Grønland og Thulebasen vigtig i forsvaret af det amerikanske fastland. På den måde er det hardcore sikkerhedspolitik, og derfor giver det også mening, at den her rådgiver er placeret der, hvor Rigsfællesskabet har sin hardcore sikkerhedspolitiske kompetencer - nemlig i Arktisk Kommando, forklarer han.
Ifølge Forsvarsminister Trine Bramsen er det hurtige globale forandringer, der for alvor har skubbet behovet for en sikkerhedspolitisk rådgiver op til den politiske virkelighed.
LÆS OGSÅ Grønland og Danmark underskriver erklæring om cybersikkerhed
Det bakker Kristian Søby Kristensen op om. Og endnu engang handler det i særdeleshed om Rusland og USA, der har en lang historie med rivalisering. Særligt under den kolde krig, som den nuværende sikkerhedspolitiske situation bringer minder om.
- Grønland spiller igen en vigtig rolle i forsvaret af både det amerikanske fastland, men også i af forsvaret af sejlruterne på tværs af Atlanterhavet. Så Grønland er igen blevet interessant militært på en måde, landet ikke har været siden den kolde krigs afslutning, siger han.