SIK til fiskere i Sisimiut: Et indhandlingsskib er en dårlig idé

Formand for fagforeningen SIK, Jess G. Berthelsen, mener ikke, at fiskerne i Sisimiuts idé om at anskaffe et indhandlingsskib er den rette vej at gå.
24. juni 2015 11:32

Formand for SIK Jess g. Berthelsen frygter, at et indhandlingsskib vil betyde færre arbejdspladser og skatteindtægter for byen på længere sigt.

- Når man lejer et indhandlingsskib, så mister en by nogle skatteindtægter, og de mister arbejdspladser. Og derfor er det vigtigt, at man så vidt muligt prøver på at få fabrikkerne til at køre langs kysten, siger han.

Han fremhæver, at landet som helhed vil miste kroner og øre, hvis fiskene på indhandlingsskibet ikke bliver forædlet her i landet.

Læs også Fiskere i Sisimiut kræver indhandlingsskib

Derudover frygter han, at indhandlingsskibene vil gå i konkurrence med de nuværende indhandlingssteder, som Royal Greenland ejer, og dermed tage dele af deres indtægter.

- Såfremt for eksempel Royal Greenland skal udvide sin fabrik for at kunne tage flere torsk ind, så skal de jo have indtægter. Men hvis andre tager de indtægter, hvordan i alverden skal Royal Greenland så få råd til at forberede sig til næste år til at kunne tage flere torsk ind? Det er som at pisse i bukserne. Det er ikke langsigtet, siger Jess G. Berthelsen, formand for SIK.

Han fremhæver, at det i sidste ende kan komme til at betyde flere arbejdsløse.