SIK om rekordmange udlændinge: Arbejdsgiverne prioriterer ikke lokale arbejdsløse

Arbejdsgiverne prioriterer ikke den store arbejdsløshed i dele af Grønland, når de henter udenlandske arbejdskraft, mener SIK.
Jelica Miranja på 33 år arbejder som ekspedient og kommer fra Filippinerne. - Folk er meget søde og respekterer os. Der er ingen racisme over for os, siger hun til KNR.
Skrevet af Karline Platou
09. december 2022 07:05

Hvis du har været en tur på café, restaurant eller hotel, er du helt sikkert blevet mødt med et "Yes, can I help you?". 

Der er nemlig rekordmange udlændinge i Grønland, og de arbejder især i servicebranchen. 

- Vi må indrømme, at vi har mangel på arbejdskraft visse steder. Men jeg synes, det er vigtigt, at vi først og fremmest rekrutterer arbejdskraften fra steder med stor arbejdsløshed til steder med mangel på arbejdskraft. Det vil være det optimale, siger formand Jess G. Berthelsen, der er formand for SIK, til KNR.

 

Foto © : KNR

 

Han bruger Tasiilaq som eksempel. I den østgrønlandske by er der stor arbejdsløshed, og det samme er tilfældet i Sydgrønland. Derfor bør arbejdsgivere forsøge at tiltrække folk derfra, før de satser på udlændinge, mener SIK.

- Det er vigtigt, at vi først og fremmest prøver og skaffe arbejdskraft fra Østgrønland og Sydgrønland. Men problemet er jo, at der mangler boliger de steder, hvor der også mangler arbejdskraft, siger Jess G. Berthelsen.

Syv procent er ledige i Tasiilaq

Ifølge Kommuneqarfik Sermersooq er der omkring 2000 indbyggere i selve Tasiilaq. Heraf er der ifølge Grønlands Statistik 84 registrerede arbejdsløse i byen. Det svarer til en arbejdsløshed på syv procent.

LÆS OGSÅ Rekordmange udlændinge i Grønland

Ifølge Kommune Kujalleq er der i dag en arbejdsstyrke på 839 personer i Narsaq. Ud af dem er der 41 arbejdssøgende - og det skaber en arbejdsløshed på 4,1 procent. 

Hvor kommer udlændingene fra?

- 486 personer fra Filippinerne

- 249 personer fra Thailand

- 128 personer fra Island

- 80 personer fra Kina

- 80 personer fra Polen

Kilde: Grønlands Statistik

Udlændingene er med til at holde lønningerne nede

Jess G Berthelsen mener desuden, at udlændingene er med til at holde lønningerne nede, fordi de er villige til at arbejde for en lavere løn end deres grønlandske kollegaer.

- Problemet er, at der i de seneste år ikke har været konkurrence med hensyn til arbejdskraften. Det er nemt at tilkalde arbejdskraft indenfor eksempelvis fiskeindustrien, og så bliver der ikke sat fokus på lønningerne, siger han.

LÆS OGSÅ Asiater i Grønland: Der er ingen racisme over for os

- Så stiger lønningerne ikke i takt med udbuddet. Når vi ser på de tre indhandlingssteder i Uummannaq, så kan man se, at der er stor konkurrence. Så hæver man priserne på fisk, men da det er nemt at tiltrække arbejdskraft udefra, så følger lønningerne ikke med op indenfor fiskeindustrien.

Der bor lige nu 1860 udlændinge i Grønland. 61 procent bor i Nuuk. Resten er fordelt rundt i landet.