Rekordmange udlændinge i Grønland

Ifølge tal fra Grønlands Statistik har der aldrig været flere udlændige her i landet end nu. Det er særligt folk fra Filippinerne og Thailand, som slår sig ned i Grønland.
Flere og flere udlændinge vælger at flytte til Grønland. Det er særligt folk fra Asien, som de seneste år har fået øjnene op for landet.
22. november 2022 12:24

Tager man på indkøbstur, restaurant eller hotel, er det ikke sjældent, at ekspedienten hverken taler grønlandsk eller dansk, men i stedet foretrækker engelsk.

Og det er ikke så mærkeligt, for ser man på tallene fra Grønlands Statistik, så er der lige nu rekordmange udlændinge i Grønland.

Går man bare fem år tilbage, var der i begyndelsen af 2017 1.017 personer med udenlandsk statsborgerskab i Grønland.

I dag er det tal næsten fordoblet. Nu er der 1.860 personer i Grønland, som ikke er statsborgere i rigsfællesskabet.

Foto © : KNR

En asiatisk bølge

Kigger man nærmere på tallene, er det særligt folk fra Asien, som vælger at bo i Grønland.

Tager man igen udgangspunkt i begyndelsen af 2017, var der i alt 391 personer i Grønland, som havde statsborgerskab i et asiatisk land. I dag er antallet af folk med asiatisk statsborgerskab helt oppe på 1.139 personer, hvilket er en stigning på intet mindre end 291 procent.

Ifølge Grønlands Statistik udgør filippinere størstedelen af de asiatiske udlændinge, mens thailændere og kinesere kommer ind på anden og tredjepladsen.

Hvor kommer udlændingene fra?

- 486 personer fra Filippinerne

- 249 personer fra Thailand

- 128 personer fra Island

- 80 personer fra Kina

- 80 personer fra Polen

Kilde: Grønlands Statistik

Tilbage i 2017 var det europæere, som udgjorde den største indvandrergruppe. Dengang var der 560 personer fra Europa, som ikke var statsborgere i rigsfællesskabet.

I år udgør europæerne den næststørste gruppe af udlændinge. I alt er der 688 personer i Grønland, som har et europæisk statsborgerskab, hvis man udelader danskere og færinger.

De sidste fem år er der altså sket en stigning i antallet af europæere på lidt mere 20 procent.

Udlændinge i hele landet

Af de 1.860 udlændinge, som har et udenlandsk statsborgerskab, bor 61 procent i hovedstaden, mens resten er fordelt rundt i landet.

Tilbage i 2017, hvor der var 1.017 personer med udenlandsk statsborgerskab i Grønland, var udlændingene lidt mere samlet i hovedstaden. Dengang boede 64 procent nemlig i Nuuk.

Så selvom der de seneste år er sket en stor indvandring til Grønland, så er der ikke en stor koncentration alene i hovedstaden.

Indvandringen er altså ikke kun et storbysfænomen, men landsdækkende.