SIK og GA på vildspor

I går sendte GA og SIK i fællesskab et åbent brev til pressen, hvor de tog kraftig afstand fra den måde naalakkersuisoq Ove Karl Berthelsen (IA) varetog forberedelserne til IBA-forhandlingerne med London Mining. Ikke overraskende er Ove Karl lodret uenig med de to interesseorganisationer.
Skrevet af Peter Troelsen
02. november 2012 08:25

Inden vi sætter os ved forhandlingsbordet med London Mining er det vigtigt, at vi i fællesskab, det vil sige Selvstyret, kommunen og relevante interessenter, forbereder os grundigt på forhandlingerne med selskabet. Det sker – som sagt – bedst igennem en dialog. Det er baggrunden for, at processen i relation til forhandlingerne skal være åben og transparent, mener Ove Karl Berthelsen.

I deres indlæg mystificerer GA og SIK London Minings møder med de enkelte interessenter. Det er korrekt, at London Mining kan have afklaringsmøder med interessenter, inden de konkrete forhandlinger går i gang. Men – ærligt talt - det synes jeg er en god fremgangsmåde, endsige en meget demokratisk måde at gå frem på. Hele denne proces har netop til formål at give partnerne mulighed for at forberede sig bedst muligt til de konkrete forhandlinger, fastslår naalakkersuisoq for råstoffer.

På den måde har begge parter forberedt sig optimalt og kan fremlægge deres forslag til indholdet af en IBA-aftale. Så er det op til de forhandlende parter at blive enige om, hvad der skal med i aftalerne.

Indholdet i en IBA-aftale bliver ikke et diktat fra London Mining – men en lige forhandling mellem parterne, det vil sige London Mining på den ene side – og Selvstyret og kommunerne på den anden side. Og afslutningsvis skal jeg nævne, at GA og SIK er velkommen til et møde på mit kontor for at fremføre deres synspunkter, hvis de ønsker at få uddybet indlægget, fortæller Ove Karl Berthelsen.