SIK kalder Siumut nosseløse og kritiserer også IA

Formanden for fagforeningen SIK kritiserer Siumut i skarpe vendinger, når det gælder det kontroversielle mineprojekt i Kuannersuit.
- Jeg er meget forundret over, at partiet Siumut nu slutter sig til dem, der ønsker udsættelse af høringerne om mineprojektet ved Kuannersuit. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Mathies Hvid Toft
28. januar 2021 16:22

Debatten om Kuannersuit-mineprojektet nær Narsaq i Sydgrønland tager til i takt med, at de første borgermøder er planlagt.

Projektet er kontroversielt, fordi det indeholder det stærkt radioaktive stof uran. Diskussion har derfor en principiel karakter, og lige nu diskuteres det, om borgermøderne skal udskydes, fordi de begrænses af coronarestriktionerne.

Senest har Siumuts næstformand, Vivian Motzfeldt, meldt ud, at møderne bør udsættes.

LÆS OGSÅ Kuannersuit: Siumut vil have borgermøder udskudt

Det mener SIK’s formand, Jess G. Berthelsen, er nosseløst. I en pressemeddelelse med overskriften Politikere uden nosser, skriver han:

- Jeg er meget forundret over, at partiet Siumut nu slutter sig til dem, der ønsker udsættelse af høringerne om mineprojektet ved Kuannersuit.

Han peger på, at Sydgrønland mangler arbejdspladser, og at flere medlemmer af SIK lider under det.

- Den nye arbejdsplads, som vil kunne blive etableret i forbindelse med Kuannersuit-projektet, vil jo ikke kun gavne beskæftigelsen i Narsaq, men den vil være til gavn for beskæftigelsen og økonomien i hele landet, skriver han videre.

LÆS OGSÅ Miljøordfører om CO2-udledning ved Kuannersuit: Bare en lille prik

I meddelelsen kritiserer han desuden landets største oppositionsparti Inuit Ataqatigiit, der er mod råstofprojekter, der involverer det radioaktive stof uran.

- Inuit Ataqatigiit har låst sig fast i sin nultolerance i forbindelse med udnyttelse af mineraler, der eventuelt indeholder lidt uran. Det vil sige, at selvom der gennemføres 100 informationskampagner, så vil partiet kræve endnu flere informationskampagner, skriver han.