Kuannersuit: Siumut vil have borgermøder udskudt
Borgermøderne om Kuannersuit mineprojektet i Sydgrønland skal udsættes.
Det mener Siumuts hovedbestyrelse. Problemet er, at borgermøderne skal starte allerede om en uge.
Det er nu op til naalakkersuisut at få stoppet borgermøderne for nu, siger Siumuts næstformand Vivian Motzfeldt på vegne af hovedbestyrelsen til KNR.
LÆS OGSÅ Miljøordfører om CO2-udledning ved Kuannersuit: Bare en lille prik
- Det ønsker vi fordi, at der er begrænsninger for hvor mange der må samles. Det betyder også, at alle ikke vil få mulighed for at deltage i borgermøderne, siger hun.
Fakta om Kuannersuit-projektet:
- Kuannersuit ligger cirka 7,5 kilometer nord for byen Narsaq.
- Det vil være en åben mine i 700 meters højde.
- Greenland Minerals vil holde minen i drift i 37 år.
- Projektet forventes at skabe 328 grønlandske arbejdspladser, når minen er i drift.
- Området indeholder blandt andet sjældne jordarter, uran og thorium.
- Minen vil producere 3 millioner ton malm om året.
- På 37 år vil minen producere 111 millioner ton restaffald og 111 millioner ton gråbjerg (ubrugt klippemateriale).
Kilde: Grønlands Naturinstitut & Nationalt Center for Miljø og Energi, VSB-rapport.
- Det er ikke kun et ønske fra mig – det er et ønske fra næsten alle i hovedbestyrelsen i Siumut, på nær én person.
Hvem den person er, vil Vivian Motzfeldt ikke sige.
- Folk får jo først et grundlag at beslutte sig ud fra, når de får information nok.
Lyt til de lokale!
Men borgermøderne starter på fredag i næste uge. Hvad vil I gøre?
- Jeg synes, at man skal lytte til vores udmelding. Det samme mener de folkevalgte i Sydgrønland.
- De folkevalgte i Sydgrønland har sammen meldt ud, at borgermøderne skal udskydes. Det synes jeg ikke, at man kan komme uden om.
LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq: God idé med syreanlæg i Kuannersuit
Flere foreninger, borgere og lokalpolitikere har dog råbt op om, at møderne bør udsættes. Det skyldes blandt andet, at coronarestriktionerne begrænser, hvor mange personer der fysisk kan deltage i møderne, lyder et af argumenterne.
Indenfor må man ikke samle sig mere end 100 mennesker – og der må kun være halvdelen af de mennesker i et lokale, som der er plads til.
Modstand i Kommune Kujalleq
Flere lokalpolitikere fra Kommune Kujalleq har i de sidste dage reageret. En af dem er Benjamin Kielsen fra Siumut.
Han har valgt at ændre mening på grund af den modstand, han oplever i lokalområdet.
- Folk siger, at de ikke ønsker at blive boende her, når udvindingen begynder, og at de vil flytte et andet sted hen, siger han.
Også gruppens formand, Karla Egede Bisgaard, er tilbageholdende over for projektet.
- En så alvorlig høring skal flest mulig mennesker have mulighed for at kunne deltage i, siger Stine Egede på vegne af de folkevalgte for IA.
LÆS OGSÅ Lokal siumutter trækker støtte til Kuannersuit-projekt
Det er planen, at borgermøderne skal starte 5. februar. De skal holdes i Narsarsuaq, Qassiarsuk, Igaliku, Narsaq og i Qaqortoq.
Høringerne er allerede blevet rykket én gang på grund af rejserestriktioner.
KNR forsøger at få en kommentar fra naalakkersuisoq for råstoffer, demokraternes Jens-Frederik Nielsen.
Så sent som i fredags afviste han at udsætte borgermøderne.
Her er tidsplanen for borgermøderne: