SIK bekymret for storskalaændringer

I SIK er man nervøse for, hvilke ændringer Siumut har tænkt sig at lave i den allerede vedtagne Storskalalov.
Skrevet af Mads Ullerup
01. maj 2013 08:57

Jess G. Berthelsen håber, at der vil blive stillet krav om, at SIK skal varetage overenskomsterne for den udenlandske arbejdskraft, hvis altså loven skal ændres.

Men mest af alt er han bekymret, fordi han ikke kan finde en rød tråd i Siumuts udmeldinger omkring arbejdsvilkårene for den udefrakommende arbejdskraft.

- Det bliver spændende at se, hvordan og hvorledes den nye bekendtgørelse kommer til at se ud, og hvor meget man vil ændre på storskalalovgivningen. Siumut har kommet med divergerende udtalelser, hvor enkelte af toppolitikerne, heriblandt næstformand Karl Lyberth, har været ude og sige, at man ikke har noget imod social dumpning, siger Jess G. Berthelsen.

- Er det Siumuts ønsker om at revidere den nuværende Storskalalov, der bekymrer dig?

- Ja, fordi vi ikke rigtigt ved, hvad den nye regering vil ændre i Storskalalovens paragraf 10, siger SIK-formanden.

Allerede inden valget til Inatsisartut proklamerede Siumut, at de ville tage Storskalaloven op til revision, hvis de kom til magten.

Paragraf 10 i Storskalaloven som Siumut gerne vi tage op til revision omhandler ansættelsesvilkårene for udenlandsk arbejdskraft i forbindelse med de kommende storskalaprojekter.

Det fremgår blandt andet af paragraffens stykke 2, at "Udenlandske ansatte ... kan være omfattet af kollektive overenskomster... indgået med udenlandske faglige organisationer."

Og netop den paragraf håber SIKs formand Jess G. Berthelsen bliver ændret til det bedre.

- Hvis den skal ændres, er det vigtigt, at man ændrer loven til, at det er de hjemmehørende organisationer såsom SIK, der skal have forhandlingsretten, siger Jess G. Berthelsen.

KNR har forsøgt at få en kommentar fra naalakkersuisoq for Råstoffer, Jens Erik Kirkegaard.

Vi ville gerne have spurgt ham, om der er grund til, at SIK går og bekymrer sig om de eventuelle ændringer, der måske er i vente i forhold til Storskalalovens paragraf 10.

Han har dog ikke været til at træffe for en kommentar.