SIK bør samarbejde i stedet for at råbe op

I forbindelse med IA´s landsmøde i sidste weekend skød næstformanden i SIK Josef Therkildsen med skarpt efter politikerne og hotel- og restaurationsbranchen. Ifølge Therkildsen var det en veritabel katastrofe, at 300 – 400 udlændinge arbejdede i branchen, og politikerne blev opfordret til at tage rabiate midler i brug for at få sat en stopper for det.
Skrevet af Peter Troelsen
31. januar 2013 08:22

Fra Grønlands Arbejdsgiverforening deler man SIKs bekymringer omkring arbejdsløsheden, men man kan slet ikke genkende det udfald, SIK lavede mod en hel branche. Sekretariatschef Karsten Klausen er ikke sen til at rose branchen, der er den branche i landet, der uddanner flest lærlinge.

-Det er skudt helt ved siden af, når SIK påstår at hotel- og restaurationsbranchen kun beskæftiger udlændinge. Der arbejdes hårdt i den branche, og det afskrækker desværre mange unge fra at gå ind i erhvervet. Branchen uddanner 1 lærling for hver 1,6 faglært årsværk, og det er et helt fremragende antal, fastslår Karsten Klausen overfor knr.gl.

Indenfor handel er der 2,6 faglært årsværk pr. lærling, imens tallene for henholdsvis transport & service og bygningshåndværkere er 2,0 og 2,5, viser tal fra Grønlands Arbejdsgiverforenings seneste lærlingeundersøgelse.

En af grundene til at det kan være vanskeligt at rekvirere grønlandsk arbejdskraft til hotel- og restaurationsbranchen er de skæve arbejdstider, og der kræves en mødedisciplin og en udstrakt form for service, som kan være svært at leve op til. Derfor har erhvervet været nødsaget til at ty til arbejdskraft fra bl.a. Thailand og Filippinerne.

-I stedet for at angribe en hel branche for at ”spekulere i udnyttelse af fremmed arbejdskraft” - og opfordre politikerne til ”rabiate bekæmpelsesmidler”, vil vi opfordre SIK til at samarbejde med alle relevante instanser om at mobilisere den arbejdskraft, der passer til de krav, som hotel- og restaurationsbranchen stiller i et moderne samfund, siger Karsten Klausen.