Sidste RAL-skib forlader Aalborg til sommer

Tukuma Arctica, Royal Arctic Lines skib, vil onsdag 22.juni som det sidste skib sejle ud af Aalborg havn.
Fremover kommer Royal Arctic Lines skibe til kun at anløbe én havn i Danmark, nemlig i Aarhus.
Det blev meddelt tilbage i 2017 med den begrundelse, at havnen i Aarhus har et større logistiknetværk og derfor hurtigere vil kunne fragte varer til og fra Grønland.
LÆS OGSÅ RAL flytter fragt til Aarhus
Det sker i samarbejde med det islandske rederi, Eimskib.
- Flere og bedre forbundne anløbshavne giver vores kunder flere muligheder for at handle, og det giver de handlende mulighed for at benytte sig af et større udbud af operatører, oplyser Royal Arctic Line i en pressemeddelelse.
Et omstændigt farvel til Aalborg
Det gav krusninger i vandet, da Royal Arctic Line oplyste, at de ønskede at opsige aftalen med Aalborg Havn og i stedet flytte aktiviteterne til Aarhus.
I første omgang hed det nemlig, at RAL ville forlade Aalborg i midten af 2019, selv om rederiet og havnen havde en aftale frem til 2022.
Opsigelsen blev derfor mødt med et erstatningskrav fra Aalborg Havn på 200 millioner kroner.
LÆS OGSÅ Aalborg Havn lægger pres på RAL med milliontrussel
- Derfor kan og vil vi ikke indgå i forhandlinger om tidsrammen. En aftale er en aftale, udtalte Aalborgs borgmester og bestyrelsesformand i Aalborg Havn, Thomas Kastrup Larsen (S) i 2016.
Senere ændrede taktikken sig dog, så parterne i stedet begyndte at forhandle om en mulig forlængelse af besejlingen af Aalborg Havn efter 2022 - eventuelt til 2025 Men forhandlingerne kuldsejlede.
I stedet er det altså endt med et endeligt farvel til Aalborg til sommer.
Oplysninger om fremtidig ind- og udleveringsted på Aarhus Havn forventes at blive meddelt inden udgangen af marts måned, oplyser Royal Arctic Line.