Sidste brosten er gravet op på Pusher Street

Det første stadie af opgravningen af Pusher Street på Christiania i København er overstået. Gaden skal lukkes for at stoppe hashhandel.
I dag begyndte opgravningen af den berømte og berygtede gade Pusher Street på Christiania i København. Foto © : Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
06. april 2024 14:21

Den sidste brosten på den berømte og berygtede gade Pusher Street på Christiania i København er nu gravet op.

Christianitterne begyndte lørdag formiddag at grave brostenene op på gaden, der primært er kendt for at være et centrum for handel med hash.

Det skete foran et stort opbud af mennesker, der blandt andre talte overborgmesteren i Københavns Kommune og den danske justitsminister.

Opgravningen af den sidste brosten fandt sted lidt efter klokken 13.30 dansk tid og blev mødt af klapsalver og hujen fra de mange fremmødte på Christiania.

Desuden blev sangen "I kan ikke slå os ihjel" afspillet.

Den er en form for signaturmelodi for Christiania.

Tilbage er nu kun det stykke af gaden, der er asfalteret. Den del vil blive gravet op i morgen.

Det er også christianitterne selv, der søndag vil fjerne asfalt og sand fra Pusher Street.

Derefter skal kloakeringen og de omkringliggende bygninger renoveres.

Det er intentionen, at området skal gøres til et samlingspunkt for kreativ udfoldelse.

Beslutningen om at lukke Pusher Street kom i august 2023 og var en reaktion på en række voldsomme hændelser, herunder flere drab, der i de seneste år har præget gaden.

 

/ritzau/