Sermersooq skal sortere affald

Flasker i en container og de tomme mælkekartoner i en anden. Det kan snart blive realiteten i de store byer i Kommuneqarfiq Sermersooq. Der skal tænkes på de fremtidige generationer, så nu skal der fokuseres mere på genbrug og sortering af affald. Det blev klart da kommunens borgmester Asii Chemnitz Narup onsdag præsenterede en ny samarbejdsaftale og hun slog fast at det er ugrønlandsk med den her brug og smid væk kultur.
28. april 2013 09:08

- Bare i min barndom så smed man ikke ting væk. Alt kunne bruges og genanvendes, og så gik det faktisk hurtigt over til sådan en brug og smid væk kultur. Det er meget rystende at se, hvor hurtigt det går. Vi skal lige træde et skridt tilbage og så huske, hvad var det nu lige, vi lærte om at være forbrugerbevidst og miljøbevidst.

Sagde Asii Chemnitz Narup, IA.

Borgmesteren gør det klart, at det i høj grad også er et holdningsspørgsmål, og derfor starter man med de mindste.

- Vi er jo gået lidt i gang, og vi vil gerne gå i gang i børnehaverne og skolerne. Det er vigtigt at være meget bevidst på ikke bare at smide ud. Vi kan gøre det meget bedre.

Det er dog slet heller ikke bare i Nuuk, de har så fine planer. I Qeqqata Kommunia er de allerede i fuld gang. Særligt i Sisimiut har man succes med at adskille affaldet. For eksempel har er der forskellige containere til henholdsvis flasker og glas og en anden til dåser.

Ifølge kommunens borgmester Hermann Berthelsen, Siumut, arbejder man også på at etablere et sorteringssystem, hvor borgerne selv skal sortere brandbart fra ikke brandbart affald. Borgmesteren fortæller også, at man planlægger snart at introducere et lignende system i Maniitsoq.

Foruden miljømæssige og måske endda økonomiske fordele ved sorteringssystemet, så fortæller Hermann Berthelsen, at skraldemændende også glæder sig over, at affaldssækkene er blevet lettere, på grund af at der ikke længere er så mange flasker i affaldssækkene.

I Kommune Kujalleq er de endnu ikke klar til at hoppe på sorteringstoget.

- Vi synes det er et spændende projekt i Nuuk, og vi vil også gerne i gang hernede, men er ikke kommet så langt endnu, men overvejer at lave en forsøgsordning i mindre skala, fortæller Leif Baadh, der er konstitueret teknisk chef i kommunen.

Demokraternes gruppeformand Anda Uldum forklarer overfor Radioavisen, at man endnu ikke er klar over, hvordan sorteringen præcis skal foregå, men at det ligger højt listen over prioriteringer.

Tiltaget møder også klapsalver fra formanden for Grønlands Natur og Miljøforening, Mikkel Myrup, der er overbevist om, at der er masser plads til forbedringer.

- Man kan helt sikkert gøre mere for at man får skaffet sig af med sit affald på en mere optimal måde, end man gør nu. Og tiltag som affaldshåndtering er helt sikkert en vej, som man bør satse mere på.

Mikkel Myrup slår fast, at Avataq bestemt kan støtte op om tiltag af affaldssortering, men han har før hørt politikere kvidre om grøn affaldssortering uden det er blevet til noget.

- Jeg synes det er oplagt, at vi i samfundet generelt finder ud af hvordan vi skal håndterer affaldsproblematikken. Vi ved jo, at vi har et kæmpe problem med hensyn til hvordan vi skaffer os af med vores affald. Det er et problem, som er blevet behandlet før i tiden, men der er ikke rigtigt sket noget.