Sermersooq melder sig ind i NordDanmarks EU-kontor

Kommunalbestyrelsen har besluttet, at Kommuneqarfik Sermersooq skal være en del af NordDanmarks EU-kontor. Hensigten er, at det skal være nemmere for kommunen og erhvervslivet at søge EU-midler.
Foto © : Thijs ter Haar/Flickr Creative Commons
Skrevet af Simon Uldum -
02. september 2016 11:09

Hensigten er, at det skal være nemmere for kommunen og erhvervslivet at søge EU-midler. NordDanmarks EU-kontor er en forening, der arbejder med at støtte kommunerne i Nordjylland med kommunale strategier indenfor innovation, etablering og udvikling af nye virksomheder og udvikling af menneskelige ressourcer.

Det skriver Kommuneqarfik Sermersooq på sin hjemmeside.

- Et medlemskab vil betyde, at dørene åbner sig til omverdenen for Kommuneqarfik Sermersooq. Vi vil få mulighed for at søge midler til blandt andet undervisningsinstitutioner samt blive lettere for os at samarbejde med folk fra de europæiske medlemslande, der har speciel viden indenfor emner vi gerne vil videreudvikle her i vores kommune, siger borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnitz Narup.

Vil give kommunen bedre muligheder

Kommuneqarfik Sermersooq vurderer, at et medlemskab også vil give kommunen stærkt øgede muligheder for, at identificere internationale finansieringsmuligheder, kontakter og viden – særlig indenfor de mange projektmuligheder, som EU’s forskellige programmer rummer.

- Selvom Grønland ikke er medlem af EU, så kan vi se frem til at skabe grobund for adskillige EU midler, som de nuværende medlemmer benytter sig af og har resulteret i, at blandt andet virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kommuner i Danmark har fået bevillinger for adskillige millioner af kroner, siger borgmesteren.

Et medlemskab i NordDanmarks EU-kontor vil koste Kommuneqarfik Sermersooq 2 kroner pr. borger om året – altså ca. 44.000 kroner.