Sermersooq konsulent har flere kuldsejlede projekter bag sig

En drøm om et stadion, der aldrig blev til noget i Køge og et udviklingsprojekt til milliarder, der er blevet nedskaleret i Nuuk. Det er nogle af de projekter, som den konsulent, der har rådgivet Frederikssund Kommune i det kuldsejlede byprojekt Vinge, tidligere har arbejdet med.
Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
Skrevet af DR
12. januar 2018 15:49
Versionist Erna Lynge

Per Bendix bag firmaet Bendix Consult, der udover at rådgive i store byggeprojekter også handler med vin, har siden 2013 modtaget 8,4 millioner kroner for sin rådgivning omkring den helt nye by Vinge Centrum. Den seneste udbetaling kom 5. december sidste år.

Byen skulle rumme 20.000 nye borgere i 2035, men planerne røg i vasken i december, efter flere afsløringer fra DR om store milliontab, og aftaler der ikke var på plads. Men det er ikke kun i Vinge, at Per Bendix har fejlende projekter på CV'et.

LÆS OGSÅ Selskab har ikke brugt skandaleramt konsulent endnu

Flere kuldsejlede projekter i bagagen

I Køge stod han blandt andet for at hive investorer ind til at realisere ambitionerne om Køge Park stadion. Projektet måtte droppes i 2015 på grund af økonomisk usikkerhed. Og Per Bendix' rolle er blevet kritiseret i sagen, fortæller Niels Rolskov, medlem af byrådet for Enhedslisten i Køge Kommune.

- Der var ikke alene ti fugle på taget, men også fem i hånden og hver eneste gang vi mødtes, så var de fem fugle fløjet, og så sad der fem nye på taget, og alt var fantastisk, siger han til DR København.

LÆS OGSÅ Sermersooqs projektkonsulent har kuldsejlet projekt i bagagen

Har ikke fået god nok rådgivning

Kommunen har nemlig ikke fået den rette rådgivning. Det mener Bent Greve, der er professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet.

- Det ser ikke ud som om, kommunen har fået værdi for pengene. Det ser ikke ud til, at den her person har sikret, at kommunen er kommet rigtigt igennem, siger Bent Greve til DR København.

LÆS OGSÅ Samarbejde med private kan være en dyr løsning

Blandt byrådspolitikerne i Frederikssund Kommune er der også stor utilfredshed med Per Bendix rolle.

- Det undrer mig, at man har brugt ham. Jeg har selv googlet ham her for nyligt, og det kan man tvivle på, om andre har gjort, før de hyrede ham, for der er nogle ting, der stiller nogle spørgsmål, siger Niels Martin Viuff, nyvalgt byrådsmedlem for Socialdemokratiet til DR København.

DR har forelagt kritikken for Per Bendix, men han har ikke ønsket at kommentere kritikken og henviser til, at han har tavshedspligt.