Ukraine tager hul på nye krigsforhandlinger med USA og Rusland
Delegationer fra Ukraine, Rusland og USA har tirsdag formiddag sat sig omkring forhandlingsbordet i De Forenede Arabiske Emirater.
Det meddeler den ukrainske chefforhandler, Rustem Umerov, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ved forhandlingerne ventes Ukraine, Rusland og USA at diskutere en potentiel afslutning på krigen i Ukraine og sikkerhedsgarantier til Ukraine.
Den amerikanske delegation ledes af USA's særlige udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner.
Inden hovedforhandlingen i Abu Dhabi begyndte, mødtes den ukrainske delegation med repræsentanter for Europa og Nato samt Witkoff og Kushner.
Her skulle parterne afstemme deres positioner i forhandlingerne. Det fortalte Rustem Umerov på beskedtjenesten Telegram.
- Det første møde afholdes med repræsentanter fra Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Nato og EU-Kommissionen sammen med USA's særlige udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner.
- Vi vil afstemme vores positioner og koordinere vores skridt inden det næste forhandlingsniveau, skrev Rustem Umerov inden mødet.
Udbygge eksisterende sikkerhedsaftaler
Efterfølgende har Steve Witkoff løftet sløret for, hvad der blev diskuteret på mødet med partnerne fra Ukraine, de europæiske lande og Nato.
På X skriver Witkoff, at det blev diskuteret, hvordan man kan udbygge eksisterende europæiske sikkerhedsaftaler, når krigen i Ukraine en dag er ovre.
Samtidig med forhandlingerne i Abu Dhabi besøger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, Danmark.
Her skal han tale med stats- og regeringschefer for de nordiske lande, har Statsministeriet meddelt.