Sermersooq har uddelt midler til kulturprojekter

10 ansøgere kan se frem til få del af en kulturstøtte på omkring 670.000 kroner.
Foto © : Simon Uldum
Skrevet af Jonas Fievé
03. december 2015 06:59

Det var resultatet efter, at kulturrådet i Kommuneqarfik Sermersooq uddelte den årlige Sermeq-pulje.

Puljen skal bidrage til, at der skabes nye eksperimenterende kulturaktiviteter, og være med til at fremme samarbejdet mellem forskellige kulturaktører, erhvervslivet og kommunens borgere.

Pengene er blandt andet gået til, at der kan arrangeres en visning af dokumentarfilmen "Eskimo Diva" i Tasiilaq og, at Josef Lund Josefsen kan afholde en julekoncert i Paamiut i forbindelse med udgivelsen af hans nye juleplade.

Det største bidrag går dog til filminstruktøren Malik Kleist og hans selskab Tumit Porduktion, der får 300.000 kroner til støtte til en filmatisering af spændingsromanen ”Angut tarraqanngitsoq”, "Manden uden skygge", der handler om en Angakkoq i  fangenskab.

Hvis man selv skulle ligge inde med et kunstprojekt, som man gerne vil have ført ud i livet, så kan vi oplyse, at næste ansøgningsfrist er den 1. marts næste år.